18des2009

"Kvinder er forandringsaktører"

Køn og klima har eksisteret længe i COP'ens historie. Ikke som en integreret del af selve hovedforhandlingerne – her har perspektivet stadig trange kår – men sideløbende som side events på klimamødet.

Af Michala Hvidt Breengaard

Onsdagens (16. december 2009) session i Bella Center Climate Change – Women as agents of change, arrangeret af Island, Ghana og Gambia og sponsoreret af Nordisk Ministerråd, er et eksempel på dette.

Titlen og dermed temaet for denne side event kan ses som opgør, eller måske nærmere som en nuancering af den vinkel, der 'traditionelt' har været kendetegnende for feltet 'klima og køn'. Publikationer, forskning, tiltag og events har oftest – og gør det stadig – fokuseret på u-landenes kvinder, og hvordan disse qua deres position, roller og samfundets arbejdsdeling er mere udsat for klimaforandringerne end mænd er.

Dette har selvfølgelig givet en vigtig indsigt, som bl.a. er hensigtsmæssig ved hjælp og forebyggelse af klimarelaterede katastrofer, men vinklen har også betydet, at blikket på kvinder har været et offergørende fokus på de sårbare kvinder frem for også at se kvinder som magtfulde aktører med en vigtig viden og erfaring.

Om end et fokus på sårbarhed og offerperspektivet på køn og især på kvinder også gik igen i onsdagens session, var ærindet nærmere at fokusere på kvinders potentiale som forandringsskabere. Og derved var ærindet også at pege på behovet for en stærkere repræsentation af kvinder i forhandling, planlægning og implementering af initiativer på klimaområdet. Som side eventens første taler, Islands miljøminister Svandís Svavarsdóttir, formulerede det, så  er ”en aktiv deltagelse af kvinder på alle niveauer en nøgle til at løse klimaforandringer”.

Islands miljøminister Svandís Svavarsdóttir. Foto: Johannes Jansson/norden.org

Som Svandís Svavarsdóttir påpegede i dagens session, står det sløjt til med ligestilling i klimapolitik. Kvinder er ikke i tilstrækkelig grad repræsenteret i de magtfulde positioner, og derfor får de ofte ikke en stemme i beslutningsprocesserne. Det er bl.a. problematisk ud fra det perspektiv, at mange kvinder netop er placeret i de sektorer, der rammes hårdest af klimaforandringer. Deres erfaringer og viden kan derfor bidrage til tilpasning (adaptation) til klimaforandringerne og nedbringning (mitigation) af CO2 udledningerne – to kernepunkter og mål i en klimaaftale.

Programmets næste taler, FN’s klimachef Yvo de Boer, var desværre blevet forhindret i at deltage i eventen, og ordet blev derfor givet til repræsentanter fra Ghana, Gambia og Danmark.

Sherry Ayttei, Ghanas miljø-, videnskab- og teknologiminister indledte sin tale med at fremhæve Ghanas initiativer på ligestilling i forhold til klimapolitik.

- Ghana har forpligtet sig til fuldt ud at integrere kvinder i politik på klimaændringer, som hun forklarede.

Hun fortalte derpå, hvordan kvinder i Ghana er hovedaktører i landbrug, og hvordan klimaforandringerne derfor har en alvorlig indvirkning på mange kvinders liv. Men også hvordan kvinder har afgørende viden, og hvordan kvinder bør have mere uddannelse og træning i nye bæredygtige teknologier for bedre at kunne udnytte denne viden:

- Kvinder er ikke bare magtløse ofre for klimaforandringerne, men også forandringsaktører.

Sherry Ayttei afsluttede talen med et opråb til politikerne under COP15:

- En bindende aftale i København, som vil sikre, at beslutninger gender mainstreames, er nødvendig. Vi må have en aftale.

De to næste taleres budskab lå i samme tråd. Jato Sillah, skov- og miljøminister i Gambia redegjorde for Gambias ligestillinspolitik på klimaområdet og pointerede, hvordan også Gambia efterstræber lige repræsentation af kvinder og mænd i klimarelaterede beslutnings- og koordinerende organer.

- Gambia vil integrere flere kvinder i FN's politiske planlægning for at gøre kvinderne mere bevidste om, hvad der foregår i denne proces.

Fra venstre: Jato Sillah, skov- og miljøminister, Gambia, Ulla Tørnæs, udviklingsminister, Danmark, Sherry Ayttei, miljø-, videnskab- og teknologiminister, Ghana, Svandís Svavarsdóttir, miljøminister Island och Paula Lehtomäki, miljøminister, Finland. Foto: Matti Nummelin

Som også talerne før, påpegede han, hvordan kvinder ofte er mere sårbare overfor klimaforandringer, men også hvordan de oftest har en uundværlig viden og hvordan et kønsperspektiv derfor er vigtig at inddrage i klimapolitik.

Danmarks repræsentant ved side eventen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, konkretiserede emnet for side eventen ved at relatere målsætningen om mere ligestilling til status quo af klimatopmødets forhandlingstekst.

- Kønsligestilling er for den første gang i COP’ens historie nævnt i udkastet.

Som hun videre pointerede, kan dette selvfølgelig nå at ændre sig i de videre forhandlinger om teksten, men vi skal blive ved med at presse på. Når køn er medtaget i teksten må landene forholde sig til det i deres politik og herigennem vil der forhåbentlig komme bredere og mere støtte til kvinder.

Finlands miljøminister Paula Lehtomäki afsluttede mødet med at vende blikket fremad og opfordrede til mere og bedre muligheder for støtte til lande i nød. Og pointerede, at et krav til at denne støtte må være at den er tager højde for køn.

Om end side eventen bidrog til en ny vinkel på feltet 'kvinder og klima', var perspektivet på eventen stadig det traditionelle blik på kvinder i u-landene. Det havde været ønskeligt, om dette perspektiv var blevet bredt ud til også at gælde køn i de vestlige lande, da perspektivet på kvinder som potentielle forandringsskabere i denne kontekst i høj grad er relevant.

Som andre workshops i de seneste ugers topmøde har pointeret, er der en klar forskel i kvinder og mænds grad af bæredygtig adfærd og forbrug i den vestlige verden. Kvinder har generelt en mere bæredygtig adfærd og attitude: de kører mindre i bil, spiser mindre kød, er mere miljøbevidste og mere åbne for en adfærdsændring end mænd er. Og derfor ligger det lige for, at inddrage kvinder som rollemodeller og forandringsskabere i den vestlige verdens klimapolitik.

- Kønsligestilling er fundamental for bæredygtig udvikling, sagde Islands miljøminister Svandís Svavarsdóttir.

Pris for fokus på køn og klima

Under event’en blev det annonceret, at Ghana og Island tildeles den anden “Gender Champion of the Week Award” under COP15. Sidste uges vinder af prisen var Finland.

The Women's Caucus og Women and Gender Constituency tildelte Ghana og Island prisen for deres arbejde med at fremme et større fokus på køn i forhandlingerne under COP15, men også for deres indsats i hjemlandene. Især Ghana har flere nationale tiltag, og har bl.a. integreret kønsperspektiver og -indikatorer i forslaget til deres National Adaption Plan. Det skal på den måde sikres, at kvinder og mænds forskellige erfaringer, viden og perspektiver for kvinder og mænd bliver en integreret del af planen. Endvidere har Ghanas Præsident og Miljøminister på COP15 i deres taler inddraget et fokus på køn og ligestilling og har forsøgt at promovere kønssensitive tilgange og metoder i forhold til tilpasning til klimaforandringer.

Island blev hædret for at medtage køn og ligestilling i dokumentet om fælles vision (shared vision) sidste fredag.

Prisen blev overdraget til vinderne på side eventen.

Kvinder tager lederskabet i klimaløsninger

Dagen efter fandt en anden side event Investing in Women's Leadership for Climate Solutions, High Level Segment of UNFCCC COP15 sted. Denne event satte fokus på kvinders lederskab for en løsning af klimaforandringerne. De medvirkende var blandt andre Finlands præsident Tarja Halonen, Filippinernes prædident Gloria Macapagal-Arroyo, USAs talsmand for kongressen Nancy Pelosi og Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Michala Hvidt Breengaard, Koordinationen for Kønsforskning, Danmark