Av Dorthe Staunæs
Tre pointer har domineret den nyere kønsforskning om seksualitet og identitet. For det første, at køn og seksualitet er sociale kategorier man kan bruge som orienterings-og sorteringsredskaber til at forstå og hierarkisere hinanden med (West & Zimmerman 1987). Og for det andet, at seksuel orientering medformer de måder, man kan gøre køn på og dermed også de måder, man i andres øjne kan blive et værdigt og genkendeligt subjekt på. For det tredje at det heteroseksuelle imperativ, dvs. den normative forestilling og forventning om, at seksuelt begær skal rettes mod personer af modsat køn er stærkt og dominerende (Butler 1990; 1993).
I mit ph.d.-projekt om etnicitet, køn og skoleliv blandt 12-14-årige skoleelever (Staunæs 2002), viser det sig, at disse tre pointer må tænkes videre og kompliceres i forhold til yderligere to socoale kategorier, nemlig alder og etnicitet. I forhold til seksualitet er der også set med elevernes øjne noget, der hører til drengekategorien og noget. der hører til pigekategorien. Men der er yderligere forventninger og normer blandt eleverne, der handler om, hvad man kan og ikke kan, når man er ung. Og der er noget man kan, og noget man ikke kan, når de kategorier man tildeles er hhv. hvid/etnisk og sort/etnisk anden.
Reguleringen av seksualitet har ikke bare en kønnet dimension men endvidere en etnisk gennemfarvning, og den ser ud til at strammes i tiden fra barndommen og ind i ungdommen. For at forstå et sådan flerkategorialt tema kan man bruge begrebet intersektionalitet, der skal fange, hvordan kategorier og systemer gennemkrydser (intersect) hinanden. Kategorier ikke blot gennemkrydser hinanden, de griber også ind i hinanden, inholdsudfylder og sammenlåser hinanden (interlock) gensidigt (Mørck 1994; Ratschack 1998; Min-ha 1989). Kategorierne er snarere inbyrdes infiltrerede.
Mit analytiske fokus liger på de betydningssystemer og orienteringskategorier forskellige piger anvender og skaber i deres inbyrdes relationer, og på de måder disse infilterer sig med kategorierne alder og etnicitet. Hvilke seksuelt konnoterede kategorier bruger de som redskaber til at sortere sig selv og hinanden? Og hvordan spiller deres forestillinger om det alderssvarende sammen med sådanne kategorier?Og hvordan spiller deres forventninger om etnicitet sammmen med/udfordrer sådanne kategorier? Jeg vil skitsere konkrete subjektiveringsmugligheder for piger i skolelivet og vise, hvorledes sociale kategorier infiltrer seg med hinanden, og hvordan orienteringskategorier står parat til at ”hverve” bestemte skolepiger. Om hvervningen lykkes afhænger af, hvordan pigerne forholder sig til drenge og til ungdomslivet som sådan, og det afhænger især af hvilke etnisk/racialiserede tegn på kroppen, de bærer (se Søndegaard 1996). Det empiriske materiale er produceret i to 7. klasser på to forskellige folkeskoler i en københavnsk forstad. Materialet består af feltnoter, interview med lærere og elever, elevers egne fotos samt en række stile og projektarbejder, eleverne skrev, mens jeg deltog i deres skoledage.
Alder og passende heteroseksualitet
Det kan se ud, som om det heteroseksuelle imperativ om begær på tværs af køn tilspidses i netop overgangen mellem barndom og ungdom (Thorne 1993; Rich 1980). Men det er ikke nok at opfylde imperativet. Opfyldelsen skal gøres på passende måder, der svarer til de forventninger, der knytter sig til alderen mellem 12 og 14 år. I den alder er man ikke længere rigtig barn. Man er på vej til at blive ung, men man er heller ikke rigtig ung endnu. De seksuelt romantiske muligheder og forventninger handler om, hvad der ifølge elevernes betydningssystemer er legitimt at tænke, føle og gøre som 12-14-årige piger. 12-14-årsalderen, pigekønnet og heteroseksualitet filtrer sig ind i hinanden, og det kommer i den dominerende diskurs blandt eleverne til at skabe en norm og forventning om, at piger i den alder er nybegyndere i seksuelt-romantiske relationer, og at det hovedsagelig er romantiske og i mindre grad seksuelle møder, de deltager i. Hvis man som 12-14-årige pige gør seksualitet på den måde, kan man hverves til orienteringskategorien ”de perfekte”.
”De perfekte”
I løbet af tiden ud af barndommen og ind i ungdommen ser det ud til, at man i højere og højere grad skal være en bestemte slags ”ung”, hvis man skal være med der, ”hvor det sker” og blive ”perfekt”, dvs. en der opfylder de normer og forventninger, der dominerer skolekonteksten. Den ”perfekte” pige er hende, der fester igennem, drikker spiritus, går i kropsnært tøj og deltager på passende vis i seksuelt-romantiske relationer. Det passende er at styre sine følelser og sit seksuelle begær. Man bryder ikke sammen, når der slås op. Man begærer ikke for intenst. Man håndterer sit begær, og man indretter det på et passende leje. I den seksuelt-romantiske alliance går man ikke hele vejen; man gør ikke ”det” med ”dem” endnu. Man taler om og kigger på drenge. Man er interesseret i og seksuelt tiltrukket af drengene, men man går ikke ”hele vejen”. Det er heteroseksualitet uden berøring (Haavind 2002 in prep), og man indretter sit begær i forhold til passende begærsobjekter, dvs. nogle jævnaldrende, kønnede Andre.
”De billige”
Men den subjektiveringspraksis foregår ikke i isolation, og den gør noget ved andre måder at positionere sig på. Sabrina er en af de piger, der gang på gang udpeges af de øvrige piger, som en der gør køn, seksualitet og alder skævt. Den figur Sabrina gør udpeger en grænse, indenfor hvilken en legitim og acceptabel subjektposition som pige udfolder sig. Sabrina nøjes ikke med at tale om eller kigge på drenge. Hun ”gør det med dem”. Og fordi hun ”gør det med dem” i en alder af kun 13 år (!), opfatter de øvrige piger hende som ”billig”. ”Billigheden” fasttømres, når hun oven i købet gør det med drenge, der er betydeligt ældre end hende selv. Den cementeres yderligere, når hun overtræder et andet af skolegårdens imperativer, nemlig det der handler om monoetniske begærsrelationer ved at ”gøre det med udlændingedrengene”. Der er nogle, man helt ”naturligt” kan rette sit begær mod, og så er der nogle, der kræver forklaring. Hvor begærsretning forventes at gå på tværs af køn, er begærsretning på tværs af etnicitet forklaringskrævende.
”De kedelige”
Hvis man overhovedet ikke engagerer sig i det heteroseksuelle imperativ og slet ikke interesserer sig åbenlyst for drenge, bliver man let hvervet til kategorien ”kedelig”. Det er sådan nogle som f.eks.Tina og Marie, der hellere vil lave skoleblad og tegne, og sådan nogle som Aisha og Sonja, der i stedet bruger frikvartererne ved skolens computere. Og det er sådan en som Selma, der går med tørklæde og ”ikke må noget med drenge”. Det er piger, der ikke umiddelbart ser ud til at kigge på eller interessere sig for drenge.
De tre orienteringskategorier peger på, at relationen til drenge er vigtig i forhold til pigernes gensidige positioneringer. Og hvor homoseksualitetstemaet ville aktiveres blandt drenge, er det snarere promiskuitet eller aseksualitet, der tænkes i, når piger ikke gør passende heteroseksualitet. Spørgsmålet er nu, om bestemte etnisk racialt kropsmærkede piger lettere hverves til de promiskuøse kategori, og om andre lettere hverves til de aseksuelles?
”Den perfekte” og etnicitet
I interviewene spørger jeg om ”den perfekte unge” har en bestemt etnicitet, og om ”den perfekte unge” ændrer sig, hvis etnicitetskategorien ændres. Rebecca er ved at skrive et projekt om den perfekte ung, og hun svarer, at hun og hendes gruppe sagtens kunne skrive om en perfekt ung, der går med hovedtørklæde:
Det kan jo også godt være en perfekt ung. Men altså nu skrev vi også, at hun gik meget til fester. Det ku’ så være, vi havde dæmpet lidt ned på det.
Trods Rebeccas princip om, at den perfekte unge kan gå med tørklæde og være positioneret som sort/etnisk anden, er det ikke den figur, der vælges, når den perfekte unge skal tales frem. Det er en bestemt pigefigur, der bliver den altdominerende norm i overgangen mellem barndom og ungdom. Man skal nu konformere til noget helt bestemt for at være den perfekte unge pige. Ellers er man ikke med. Der er grænser for mangfoldigheden. Som Rebecca-citatet indikerer, ved de øvrige elever godt, at piger med tørklæder eller/og sorte/ etnisk andre kropstegn også kan være ”de perfekte unge”. Men målt efter idealerne i skolelivets hegemoniske diskurser er de det bare ikke. I overgangen fra barndom til ungdom bliver de piger snarere irrelevante Andre for de piger, der gerne vil ind i kategorien af de perfekte. Piger som f.eks. Selma, der går med hovedtørklæde, ekskluderes gradvist gennem den indsnævring og seksualisering af subjektiveringstilbudene, der sker i overgangen fra barndom til ungdom. De bliver lettere hvervet til kategorien ”kedelige”.
For de fleste voksne kvinder er det uantageligt, at blive taget på dagligt, når man går gennem bestemte passager i arbejdspladsens bygninger. For nogle piger mellem 12 og 14 år ser det ud til, at drenges gramserier er en obligatorisk del af skolelivet, når de går gennem skolens korridorer. Men det er ikke alle unge pigekroppe, der aktiverer forestillinger blandt drenge om, at her kan der gramses. Det handler om, hvilke alders- og etnicitetskonnoterede tegn de bærer. Det ser ud til, at den biologiske forandring, der indtræder i den alder, får en betydning, når en ”fremmelig” pigekrop i højere grad læses som en del af korridorlivets gramsezone end en mindre ”fremmelig” krop. Men også bestemte etnisk racialiserede kropstegn seksualiseres i højere grad, hvorimod andre nærmest afseksualiseres. Det ser ud til, at den kategori eleverne kalder ”indvandrerpiger” nemmere kan undgå gramserier: ”fordi indvandrere kan sige:
"Jeg er muslim, og det må du ikke gøre”. Danskerne, de kan sige: ”La’ vær’ med at gøre det, jeg kan ikke li’ det.” Så siger drengene bare: ’”Næ, næ, du ka’ godt li’ det. Der er også nogen andre, der har prøvet det på dig”
siger 13-årige Birgül og peger på, at piger med hvide, etnisk danske kropstegn for det første aktiverer en forestilling om seksuel tilgængelighed, og for det andet ikke kan henvise til hverken manglende individuel lyst eller overordnede religiøse hensyn, hvis de vil undgå gramseri. I Birgüls fortælling produceres der to dominerende positioner for piger i korridorerne. Det er hovedsageligt piger, der positioneres som muslimske indvandrer, der kan holde begramsende hænder på afstand, og det er hovedsageligt piger, der positioneres som etnisk danske, der må lægge krop til forestillinger om kvindelig seksualitet. Det er en etnisk forskelssætten, hvor det ene sæt kropstegn, det sorte/etniske andet signalerer utilgængelighed. Også i mit øvrige materiale kan jeg se, at de piger, der positioneres som ”indvandrerpiger” tendentielt er fraværende i elevernes fortællinger om seksualitet. De er ikke blot gjort ærbare. De er snarere usynliggjorte som seksuelle væsener. Det andet sæt kropstegn, det hvide/etnisk danske, aktiverer derimod forestillinger om lyst, tilgængelighed og undertiden promiskuitet.
En ny rollefordeling
Det er, som om de to sæt kropstegn gensidigt kommer til at dekonstruere, forstærke og forvride hinanden, hvorved den pige, der positioneres som etnisk dansk, er snublende nær på positionen som ”billig luder” og den pige, der positioneres som ”muslimsk indvandrer”, glider ind i de aseksuelles, ”de kedeliges rækker". De to pigekategorier konstituerer hinanden gensidigt og strammer konstruktionerne om hinanden. Det betyder, at 12-14-årige piger, der bærer hvide/etnisk danske kropstegn lettere kategoriseres promiskuøse og 12-14-årige piger, der bærer sorte/etnisk andre kropstegn lettere opfattes som aseksuelle. Der etableres altså et mønster, hvor fortolkningen af feminin hvid- og danskhed hovedsageligt foregår i rummet mellem ”de perfekte” og ”de billige”, og hvor bærere af sorte/etnisk andre kropstegn, udlændingetegn principielt kan hverves til de ”perfektes” kategori, men sjældent gør det, fordi kedelighedskategorien allerede har grebet dem.
Det er en interessant rollefordeling i forhold til, at koloniale diskurser ofte hyperseksualiserede og fremskrev Østen eller Orienten som arnested for den ”frie” og tøjlesløse seksualitet modsat de repressive systemer i de vestlige industrialiserede lande (Loshitzky 2000). De vestlige verdenskulturprodukter har budt på en række historiske haremsfantasier om tilslørede kvinders seksualitet og lystighed (Piertse 1994), og i orientalske kulturprodukter blev Orienten med Edward Saids ord løftet frem som stedet for ”excessive freedom of intercourse and freedom of licentious sex” (Said 1978: 167). I fortællingerne fra skolelivet omvendes de koloniale forestillinger. Hermed udfordres det plot, hvor den hvide kvinde optræder som sart jomfru på piedestalen, og hvor vellyst og potentiel promiskuitet placeres blandt de sorte/etniske andre. Udfordring og ombytning af rollerne understøttes af elevernes viden om historiske begivenheder som den danske seksuelle frigørelse og pornoens lovliggørelse i 1960’erne.
Spørgsmålet er nu, om en jævnaldrende pige med sort/etnisk andre kropstegn kan hverves til de billiges kategori? Og om en jævnaldrende pige med hvid/etnisk dansk kropstegn kan hverves til de kedeliges kategori? Det kan de principielt godt, og i mit materiale kan jeg også finde dem. Men pointen er, at deres praksisser skal udsende meget kraftige signaler for at overdøve det subjektiveringsmønster, der allerede står parat til at hverve dem.
Kilder
Butler, Judith (1993): Bodies that matters. On the discursive limits of “sex”. Routledge. London.
Haavind, Hanne (2002): "Contesting and Re-cognizing Historical Changes and Selves in Development: Methodological changes,"
in Thomas Weisner (ed.): Discovering Successful Pathways in Children's Development.
Loshitzky, Yosefa (2000): “Orientalist representations. Palestinians and Arabs in some postcolonial film and literature.”
I Hallam, Elizabeth & Brian V. Street (eds.): Cultural Encounters. Representing ‘Otherness’. Routledge. London.
Minh-ha, Trinh (1989): Woman, Native, Other. Writing Postcoloniality and Feminism. Indiana University Press, Bloomington and Indianapolis.
Pieterse, Jan Nederveen (1994): Hvidt på sort. Illustrerede fordomme. Mellemfolkeligt Samvirke. København.
Rich, Adrienne (1980): “Compulsory Heterosexuality and Lesbian Existence.” Signs 5, 1980.
Said, Edward W. (1978): Orientalism. Western Conceptions of the Orient. Penquin Books. London
Staunæs, Dorthe (2003): Etnicitet, køn og skoleliv. Ph.d.-afhandling. Institut for kommunikation, journalistik og datalogi. Roskilde Universitetscenter. Roskilde
Søndergaard, Dorte Marie (1996): Tegnet på kroppen. Køn: Koder og Konstruktioner blandt Unge voksne i Akademia. Museum Tusculanum. København.
Thorne, Barrie (1993): Gender Play. Girls and Boys in School. Open University Press. Buckingham.
Første gang publisert i NIKK magasin 1 2003 © NIKK
