Av Simon Turner
Jeg sidder på en lille smal træbænk under skyggen af et træ. Omkring mig stimler folk sammen. I begyndelsen er det mest nysgerrige børn, men efterhånden som samtalen skrider frem begynder de at miste interesse mens flere og flere voksne strømmer til. Et hierarki begynder at tegne sig. Der er åbenbart nogle af mændene, der er mere vigtige end de andre mænd og end kvinderne, da de oftere tager ordet. Især når det drejer sig om spørgsmål om konflikten i deres hjemland Burundi, er det disse “store mænd” som de selv kalder dem, der fører ordet. Men når samtalen falder på kønsforhold eller på forholdene i lejren generelt, deltager alle. Der bliver en ophedet debat mellem mændene, som klager over mangel på respekt og stigende prostitution, og kvinderne (især de ældre), der klager over flerkoneri og mænd, der ikke kan forsørge deres koner. Midt i alle beskyldningerne bliver der drillet og grinet. En ting er de dog alle enige i, nemlig det moralske forfald i lejren.
Vi befinder os i en flygtningelejr i det nordvestlige Tanzania, hvor hen ved et hundrede tusinde flygtninge fra nabolandet Burundi har taget tilflugt fra borgerkrig og etniske massakrer. Nogle af dem har været i lejren eller lignende lejre i fem år. På trods af den ekstreme fattigdom i lejren, hersker der en utrolig orden og ingen lider voldsom nød. Det skyldes i høj grad en imponerende indsats fra de højst effektive internationale nødhjælpsorganisationer under ledelse af FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Alle nytilkomne får udleveret et rationeringskort, samt en pressening og nogle vanddunke og gryder. Hytterne ligger i lige rækker, med offentlige vandhaner med jævne mellemrum. Der er klinikker, grundskoler og nogle projekter hvor kvinderne kan sy og mændene snedkere.
“UNHCR er en bedre husbond”
Når man snakker med flygtningene, som jeg gjorde det igennem mere end et år, udtrykker de et ambivalent forhold til UNHCR. På den ene side er de selvfølgelige taknemmelige over den støtte de får. De ville egentlig gerne have mere af det, hvis de kunne. På den anden side føler de, at denne forsørgelse umyndiggør dem og nedbryder deres moral og deres kultur. Som en ung mand udtrykker det poetisk i min ellers ret upoetiske spørgeskemaundersøgelse, på spørgsmålet om der har været forandringer i forbindelse med at flytte til lejren:
“Der har været en forandring. Folk tager ikke vare på deres eget liv. De lever blot som spædbørn i UNHCR’s arme.” (Lukole april 1998).
Man bliver altså reduceret til et barn, når man ikke kan tage vare på sit eget liv. Dette synes især at være et problem for mændene. Som en mand udtrykker det:
“Livet er meget værre i lejren. Vi har ingen tæpper eller andre ting. Vi må tigge. I Burundi havde vi marker. Her har vi ingen penge til at købe ting til vore koner. Vore koner siger: “Du giver mig ikke mad. Jeg får mad fra den hvide mand.” (Lukole august 1997).
Det, at han ikke er i stand til at forsørge sin familie, finder han yderst ydmygende. Selv om mit spørgsmål handlede bredt om livet i lejren, gjorde han det til et spørgsmål om sin mandighed, som måles i evnen til at købe ting til sin kone. Dette med at købe tøj til konerne blev ofte nævnt i lejren. En ting er så ikke at have råd til det. Straks værre er det, at konen bliver forsørget af en anden: den hvide mand eller UNHCR.
Når man spørger ind til kønsrollernes ændringer i lejren, får man ofte det svar, at kvinderne ikke længere viser mændene tilpas respekt. Det er en opfattelse, der er udbredt i lejren – og sjovt nok deles den også af de fleste kvinder, dog med visse nuancer. Årsagen til denne mangel på respekt ligger øjensynligt i, at kvinderne ikke længere er afhængige af manden som forsørger (hvilket i sig selv må siges at være en ideologisk konstruktion af “de gode gamle dage”, da kvinder i Burundi bidrager enormt til husholdningen. Deres arbejde værdsættes blot ikke, da det sjældent involverer pengeindtægter). I nogle tilfælde tjener kvinderne endda lidt penge som ansatte hos en NGO1, mens deres mænd må nøjes med UNHCRs madrationer. En mand beklager denne situation:
“Når hun kommer med pengene, bliver konen en mand. Hun skal bestemme alt. Hun køber tøj til sin mand. Derfor vil konen aldrig respektere sin mand.” (Lukole juni 1997).
Til det replicerer en ung flygtningekvinde, der arbejder for en NGO i lejren, at det kommer an på kvinden. Hvis det er en klog kvinde, der ved hvordan man skal behandle en mand, vil hun give ham halvdelen af sin løn. På den måde mister han ikke ansigt, og hun undgår ballade.
Lighed mellem kønnene betragtes af mænd ikke kun som en trussel mod patriarkatet. Det betragtes som en trussel mod burundisk kultur og tradition og bidrager til en følelse af et liv i opløsning. Denne følelse af hjælpeløshed og moralsk forfald er ikke til at bære i sig selv og får derfor i flygtningenes forestillingsverden et bestemt ansigt og navn: UNHCR eller blot den hvide mand.
Det kønnede offer
Nødhjælpsorganisationer har en stor og oprigtig trang til at hjælpe folk i nød. Næsten alle de nødhjælpsarbejdere, som jeg mødte i Tanzania, ønskede at hjælpe flygtninge. Det kræver dog først at flygtningene opfører sig som taknemmelige, hjælpeløse ofre.
I sin analyse af UNHCR viser Nevzat Soguk, at flygtningefiguren er en figur der har mistet alt – hjem, nation og borgerskabsrettigheder. Alt hvad hun mangler, antages “vi” at have, hvilket er med til at stabilisere en ellers prekær national orden. Men ikke nok med, at flygtningen fremstilles som den, der mangler nation og stat. Flygtningen mangler derved også “proper agency, proper voice, proper face” (Soguk 1999: 243). Kun da, når flygtningen fremstilles som uden “agency”, kan vi håndtere flygtningen og hjælpe. Kun hvis flygtningen fremstår som en, der mangler alt det, vi har, kan vi hjælpe hende og give hende det, hun mangler. Denne humanitære diskurs om flygtninge som hjælpeløse ofre muliggør desuden vestlig eksperters vidensproduktion. Denne viden er de humanitære organisationers raison d’être.
Det hævdes ofte, at størstedelen af verdens flygtninge er kvinder. Selvom det statistisk er blevet tilbagevist flere gange, bliver denne populære forestilling ved med at leve videre i diverse populære fremstillinger i nødhjælpsbranchen. Ofte sættes kvinder og børn i samme kategori i disse erklæringer. I et UNHCR dokument om organisationens politik på kvindeområdet udtrykkes det, at et mål er at anerkende, at “refugee women represent, either as single women or with their dependents, approximately 80 per cent of UNHCR’s target population...”. Ved at sætte kvinder i samme bås som børn er man med til at fratage dem enhver form for kontrol over eget liv – for slet ikke at tale om politisk subjektivitet. De reduceres til hjælpeløse ofre for omstændighederne, uden at være i stand til at tage vare på deres eget liv. Feministiske forskere har forsøgt at mane denne myte i jorden ved at vise, hvorledes kvinder faktisk udviser initiativ og styrke i flygtningesituationer. Ofte klarer kvinder sig faktisk bedre end mænd i de nye omgivelser. Men forestillingen om kvinden som det uskyldige offer lever videre.
Når kvinder sættes i samme kategori som børn, er det ikke, fordi UNHCR på nogen måde forsøger at nedgøre eller undertrykke kvinder. Tværtimod bidrager ovenstående citat til at støtte kvinder i nød ved at appellere til vores medmenneskelige medfølelse. Det er også et forsøg på at vise, at flygtninge virkelig er ofre og derved uden skyld i den situation, de er havnet i. Og hvem kan bekræfte det billede bedre end kvinder og børn? Man spiller med andre ord på gængse forestillinger om krigens ofre og krigens skurke. Kvinder kan man – ligesom børn – have medlidenhed med og hjælpe, hvilket retfærdiggør nødhjælpsorganisationernes humanitære indsats. Billedet af den uskyldige flygtning og den – barnagtige – kvinde bekræfter hinanden. Kvinder og børn repræsenterer ren menneskelighed uden historie eller politiske overbevisninger.
Mænd repræsenterer truslen
Mænd på den anden side repræsenterer bagsiden af gængse forestillinger om flygtninge. De repræsenterer truslen, der bringer fremmede kulturer og farlige, politiske holdninger med sig.
For ikke alle flygtninge opfører sig som uskyldige ofre. Ikke alle flygtninge er entydigt ofre for krigens vold. Dette giver kurrer på tråden og kræver, at nødhjælpsorganisationer iværksætter ganske bestemte praksisser for at opretholde idéen om offeret; praksisser som “kønner” flygtningen.
Det var svært at opretholde ideen om offeret når man vidste, at mange af de Hutuer, der sad i lejren, havde slået op mod 30 000 Tutsier ihjel i 1993. Det var også et problem, når politisk rivaliseren endte i voldelige episoder i lejren. Hvordan kunne nødhjælpsarbejdere forsone disse hændelser med deres ønske om at hjælpe uskyldige ofre? Her er det, at gængse opfattelser af køn og krig spiller ind, idet alle unge mænd gøres til genstand for mistænksomhed, mens kvinder (samt børn og ældre mænd) anses for at være de “rene”, ægte ofre som kan udgøre kernen i et flygtningefællesskab.
At forsvare sin maskulinitet
Den måde NGOerne opfatter det kønnede offer afspejler sig i deres omgang med flygtningene. Der er et hav af projekter, der skal støtte de såkaldt udsatte grupper – kvinder, børn, handicappede, ældre; snart sagt alle på nær voksne unge mænd. Sidstnævnte blev kun relevant for NGOerne, når de havde lavet “ballade.” Så blev ballademagerne indkaldt til stormøde, hvor UNHCR repræsentanten og den lokale politimester talte dunder til dem. “Ballade” kunne være når de blev inddraget i voldelige episoder eller andre kriminelle aktiviteter. Oftest var dette forbundet med den politiske rivalisering, der fandt sted i lejren. Politik var strengt forbudt i lejren og nødhjælpsorganisationer anså det som noget, der skabte splid og ødelagde fællesskabet. Det var også en klar påmindelse om, at disse folk var kraftigt involverede i konflikten i hjemlandet, hvilket stillede spørgsmål ved deres uskyld og deres rolle som hjælpeløse ofre. Der gik altid rygter om, at unge mænd fik militær træning i lejrene og derefter blev sendt over grænsen for at kæmpe med oprørerne. Når de så blev sårede eller udmattede af kampene, trak de sig tilbage over grænsen og blev plejet i lejren. Dette passede jo heller ikke så godt overens med billedet af offer.
En måde for mænd i flygtningeleire at genskabe sin maskulinitet på, er ved at deltage i politik. Dette er noget, der skaber respekt hos de andre mænd. Desuden er det en måde at trodse UNHCR og de tanzanianske myndigheder. Man følger ikke længere de love og regler, som er udstukket af dem. Man følger meget vigtigere love, som drejer sig om at kæmpe for en sag og for sit fædreland. Jeg har senere erfaret, at så godt som alle unge mænd ned til femtenårsalderen lavede hemmelig militærtræning hver dag. De gjorde det frivilligt og med stolthed, fordi de ville befri deres fædreland for Tutsi undertrykkerne, har de fortalt mig.
I magtpositioner
På den måde viser de unge mænd, at de tør sætte sig op imod UNHCRs omklamrende hjælpsomhed og genvinde deres maskulinitet. Men samtidig genskaber de blot de gængse kønsforestillinger i nødhjælpsdiskursen om mænd som ballademagere. Det skal dog nævnes, at de unge mænd, der klarede sig bedst i lejren, som indgik i et netværk af “store mænd” med politiske forbindelser, ofte arbejdede tættest sammen med nødhjælpsorganisationerne. De var de officielle flygtningerepræsentanter, som UNHCR koordinerede dets aktiviteter med. De var ansatte som sikkerhedsvagter eller som klinikassistenter. Disse positioner gav dem magt og indflydelse, som de anvendte i deres politiske rivalisering og rekruttering. Dermed opstår en paradoksal situation, hvor den gruppe, der får mindst opmærksomhed i UNHCRs programmer og som mistænkeliggøres af de internationale organisationer, faktisk får en central position. Og denne position opnår de i høj grad gennem deres forbindelser til de selv samme organisationer.
Kilder:
Sogug, Nerzat (1999): States and Strangers: Refugees and Displacements of Statescraft. Borderlines.
Første gang publiceret i NIKK magasin 1 2005 © NIKK
