Af Ulrikke Moustgaard
 |
| Møde i Københavns Borgerrepræsentation. Foto: Scanpix |
Når danskerne går til kommunalvalg 17. november 2009, er det en ganske særlig dag for de danske kvinder. Sidste år var det nemlig 100 år siden, at Danmarks kvinder for første gang fik stemmeret og kunne stille op til lokale valg.
Jubilæet blev markeret flere steder gennem året, hvor konferencer, debatmøder og udstillinger satte fokus på 100-året. Men
er der noget at fejre? Kaster man et blik på de tørre tal over den faktiske kvinderepræsentation i danske kommunalbestyrelser,
kan hurra-råbene for 100-året klinge lidt hult.
Danmark er i sammenligning med sine nordiske naboer et u-land, når det gælder kvinders politiske indflydelse på den lokale
magtscene. Mens et land som Sverige fik besat 42 procent af pladserne i de lokale folkevalgte forsamlinger af kvinder ved
sidste lokalvalg, var det tilsvarende tal i Danmark kun på 27 procent. En ringe kvinderepræsentation der kun overgåes af selvstyre-området
Grønland med 25 procents kvinderepræsentation på den lokale magtscene.
– Danmark står i stampe, siger professor Drude Dahlerup fra Stockholms Universitet, der har forsket i kvinder i politik i en lang årrække. Hun peger især på, at forskellen mellem kvinderepræsentationen i de lokale magtorganer i nabolandene Danmark og Sverige er temmelig stor.
Stagnation
Det begyndte ellers godt i Danmark, da kvindebevægelsen tog fart i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne og lavede
kampagner for at få valgt kvinder ind i både byrådene og Folketinget.
Antallet af kvinder, der blev valgt i de danske byråd, var ikke overvældende, men tallet var langsomt stigende og fulgte tendensen
på den landspolitiske arena. Sådan så situationen også ud i andre dele af Norden. Men i 1993 stagnerede tendensen i Danmark.
Umiddelbart kan det virke ulogisk, at så få medlemmer af de danske byråd er kvinder. Danske kvinder har nemlig tradition for at engagere sig aktivt i deres daglige nærmiljø. Tager man til et bestyrelsesmøde i en dansk skole eller daginstitution, vil kvinderne ofte være i overtal.
De få kvindelige byrødder passer også dårligt sammen med de kønsmæssige udviklinger i landspolitikken. 38 procent af de danske
medlemmer af Folketinget er i dag kvinder, og kvinderne er ved at hale ind på mændene på posten som partiformand. Fire ud
af Folketingets ni partier har i dag en kvinde i spidsen – tre af dem er blandt de største og mest magtfulde. Og politiske
kommentatorer taler ligefrem om, at partier uden en markant og stærk kvindeprofil, står sig særdeles dårligt i det aktuelle
danske politiske landskab.
Men ude i kommunerne er situationen en anden. Ninna Thomsen fra Socialistisk Folkeparti var en af de kvinder, der blev valgt
til borgerrepræsentationen i København ved det seneste valg. Hun mener, at kommunalpolitikken taber kvinderne, fordi den er
for nørdet.
– Der er for lidt værdipolitik i forhold til det landspolitiske. Hvis man stiller op til kommunalvalg, fordi man gerne vil diskutere, hvad det er for skoler, vi har, og hvad vi ønsker med dem, bliver man let skuffet. Kommunalpolitik er meget teknisk; det handler for meget om administration, tekniske detaljer og budgetter. Mange opfatter det ikke som ”rigtig” politik, siger hun.
Hver tredje er ”nok”
Flere forskere har spekuleret i, hvad stagnationen i den danske kvinderepræsentation i kommunerne kan skyldes. Det handler ikke kun om, at få kvinder bliver valgt men også om, at få kvinder kandiderer. Siden 1985 og frem til i dag har under hver tredje byrådskandidat i Danmark været kvinde – til sammenligning var 40 procent af de opstillede kandidater til det finske kommunalvalg i 2008 kvinder.
 |
| Ulrik Kjær, forsker |
Den danske kommunalforsker Ulrik Kjær har formuleret en ”mætheds-hypotese”, der går ud på, at der findes et kritisk kvindeandelspunkt på godt 30 procent. Når dette punkt er nået, oplever både danske vælgere og partiforeninger, at der er kvinder ”nok”.
Hans hypotese bygger på bl.a. lokale partiforeningsformænds holdninger til vigtigheden af, at have en ligelig kønsmæssig fordeling af deres partiers opstillede kandidater, og selvom hovedparten af partiformændene i hans undersøgelse mente, det var et vigtigt spørgsmål, var 90 procent af de, der havde en kvindeandel på over 30 procent på listen, alligevel tilfredse med resultatet.
– Der er ikke nogen i Danmark, der for alvor er utilfredse med situationen. Bortset fra nogle få ildsjæle, er der ingen, som er så harmdirrende utilfredse, at de tager spørgsmålet op. Man hører ikke kritiske røster fra partierne, der kræver større kvindeandel - heller ikke fra kvinderne i partiet. Da et af de største partier, Socialdemokratiet, gik til kommunalvalg sidst, hørte man ikke Helle Thorning Schmidt (formand for Socialdemokratiet, red.) kræve flere kvinder valgt. Hendes motto var: ”Vi vil vinde de fire store byer”. Hun kunne have sagt: ”Vi vil være det første parti, der får over 40 procent kvinder valgt ind” eller ”vi vil være det første parti, der har lige mange kvindelige og mandlige borgmesterkandidater,” siger han.
De danske vælgere er heller ikke utilfredse. Det hedder sig, at danske kvinder gerne stemmer på kvinder, men tal fra det seneste kommunalvalg viser, at det er forkert. Kun 26 procent af de kvindelige vælgere stemte personligt på en kvinde.
– Incitamentet mangler. Hvis der var stor efterspørgsel på kvindelige kandidater, skulle partierne jo nok sørge for at få stillet flere op. Men hjemme hos Hr. og Fru Danmark er der ikke ophidselse over den lave kvindeandel, og Fru Danmark stemmer ikke selv på en kvinde, siger Ulrik Kjær.
Manglende debat
Derfor mener Ulrik Kjær, at det altoverskyggende problem ved den lave danske kvindeandel er, at der slet ikke er fokus på spørgsmålet.
I 1994 tog det danske indenrigsministerium problematikken op i en rapport. Men så skete der ikke mere. Fokus blev ikke fastholdt, og andre temaer løb med opmærksomheden ved de følgende to kommunalvalg. Første gang fordi, der samtidig blev afholdt valg til Folketinget. Anden gang fordi en strukturreform var på vej.
– Kønsspørgsmålet blev helt usynligt. Men det dækker naturligvis også over, at hvis man virkelig havde ment det alvorligt
i Danmark, ville det ikke være blevet løbet over ende, siger han.
Drude Dahlerup er enig.
– Problemet ligger i diskursen og den manglende debat. I Danmark opfatter man det som ligestilling, at en fjerdedel af de
folkevalgte i byrådene er kvinder. Mens man i Sverige siger, at der ikke er ligestilling, før man har nået en kvinderepræsentation
på 50 procent, siger hun.
Byrådspolitiker Kit Kielstrup kan nikke genkendende til manglen på debat om de få kvindelige lokalpolitikere. Hun blev valgt ind for partiet Venstre i Vejle Byråd ved det seneste kommunalvalg i Danmark i 2005 som en ud af otte kvinder i et byråd på i alt 31 medlemmer. Allerede før valget stod det klart, at kvindeandelen i det kommende byråd ikke ville blive tilnærmelsesvist så stort som mandeandelen, for der var ikke mange kvinder, der stillede op. Derfor forsøgte Kit Kielstrup og nogle af hendes kvindelige medkandidater fra andre partier at få den lokale avis til at tage problemstillingen op, men tilsyneladende havde ligestilling i kommunalpolitik ikke mediernes store interesse. Resultatet blev en note på omtrent fem linjer i avisen.
 |
| Kit Kielstrup, Venstre |
– Jeg synes, det er trist, at det ikke får større bevågenhed. Mænds og kvinders interesser er forskellige, og det er vigtigt at have forskellige synspunkter og tilgange til samfundet og lokalpolitikken repræsenteret i et byråd og i udvalgsarbejdet, siger hun.
Kit Kielstrup peger på et område som teknik og miljø. Et typisk mandeområde, hvor mænd er dominerende i udvalget i Vejle Byråd.
– Men når vi planlægger nye veje, lokalplaner og byområder, er det vigtigt også at få de ”bløde” værdier tænkt med – som kvinder typisk interesserer sig for. Der skal indtænkes tilgængelighed for handicappede osv. Det burde ikke være så svært, men det er det åbenbart. Så flere kvinder i kommunalpolitikken vil betyde, at der bliver tænkt mere effektivt, på tværs og innovativt i en kommune, siger hun.
Ufleksible arbejdstider
Flere kvindelige kommunalpolitikere har peget på, at det kan være svært at tiltrække kvinder til kommunalpolitikken på grund af organiseringen af det kommunalpolitiske arbejde. Folk, der bliver valgt i Folketinget, arbejder ”professionelt” med fuld løn på fuld tid. Bliver man valgt til byrådet, er det derimod defineret som en fritidsbeskæftigelse. Mange møder og arrangementer ligger sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Så hvis man har små børn, en karriere og en ægtefælle, der også arbejder, kan det være et stort problem at få tingene til at hænge sammen. Det faktum kan afholde mange kvinder fra at søge ind i kommunalpolitik, mener både Ninna Thomsen og Kit Kielstrup.
– Flere af mine kollegaer har været tæt på at give op. Og selvom mine egne børn er store, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg kender til den dårlige samvittighed, når min datter siger: ”Skal du nu af sted igen i aften, mor?” siger Kit Kielstrup.
Allerede i 1988 satte Drude Dahlerup fokus på de ufleksible arbejdsvilkår i kommunalpolitikken i Norden i bogen Vi har ventet længe nok, som hun lavede for Nordisk Ministerråd.
– Dengang fik man gjort op med nattemøderne og tendensen til at lave politiske forlig over en snaps, men vilkårene er stadig for dårlige. Politik er også en arbejdsplads, og det bør man tage højde for, siger Drude Dahlerup.
Problemet findes også i Finland, fortæller Sari Pikkala, der forsker i kvinder og politik.
– Kvinder som forlader kommunalpolitikken og ikke stiller op til genvalg henviser oftere end mandlige afhoppere til tidskonflikten
mellem familie og politik, siger hun.
– Men jeg vil være påpasselig med at drage for store konklusioner, for mange finske kvinder bliver jo trods alt i kommunalpolitikken.
Få har magt
Den danske bundplacering gælder også højere lokale magtpositioner. Mens kvinder i stigende omfang har fået ledende poster og formandskaber i det kommunale system i både Sverige, Norge og Finland, er billedet det stik modsatte i Danmark. De danske borgmestre er næsten alle mænd.
Da Danmarks nye strukturreform trådte i kraft i 2007 blev de 275 danske kommuner reduceret til 98 – med tilhørende antal borgmestre. Før reformen var cirka 9 procent af de danske borgmestre kvinder. I dag er tallet svundet ind til knap tre procent. Til sammenligning er det finske tal for kvinder på en tilsvarende magtpost 26 procent, Norges er 23 procent og Sveriges 33 procent.
Også antallet af danske kvindelige kommunaldirektører faldt med reformen.
– Troen på, at det gik fremad med ligestillingen fik sig et ordentligt knæk med strukturreformen, siger Drude Dahlerup.
– Man havde i flere år talt om, at det lave antal kvindelige borgmestre kunne skyldes mangel på dygtige kvinder. Men da reformen kom, var der masser af kvindelige borgmestre at tage af – så hvad skete der? Hvorfor blev det mændene, der satte sig på posterne?
Drude Dahlerup mener, at 100-året for den danske kvindelige stemme- og valgret kan vise sig at være den murbrækker, der skal
til for at få flere kvinder ind i kommunalpolitik.
– Jubilæet har sat en debat i gang, som var tiltrængt, siger hun.
Ulrik Kjær er mere skeptisk.
– Efter jubilæet må valget i 2009 siges at være kvindernes mulighed for at få et bedre resultat. Men ting ændrer sig ikke
fra det ene valg til det andet. Måske vil vi se en lille fremgang i kvindeandelen, men man skal nok ikke forvente et tigerspring,
siger han.
Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og skriver om køn og ligestilling.
Artikeln ingår i kommande NIKK magasin med tema Kön och makt i Norden. Temanumret bygger på NIKKs kön och makt-projekt som presenteras på en konferens 18-19 november 2009.
