 |
| Illustrationsfoto: Colourbox |
Af Michala Hvidt Breengaard og Helene Oldrup
Transport bidrager væsentligt til udledningen af drivhusgasser. Det skønnes, at ca. 19 % af verdens samlede energiforbrug
går til transport. I løbet af de seneste årtier er andelen af forurenende og energikrævende transport steget, mens energibesparende
transport ikke er øget tilsvarende (Oldrup & Hvidt Breengaard 2009). Ifølge flere fremskrivninger vil energikrævende transportformer
såsom bilisme og luftfart fortsat opleve en stigning på bekostning af offentlige transportmidler, hvilket udgør en trussel
mod ambitionen om et bæredygtigt samfund.
Transport er derfor et vigtigt fokusområde inden for klimadebatten og -politik, og det er tillige et område, hvor kønsforskelle
bliver synlige. Den individuelle brug af transport er adfærdsbetinget, og forskellige grupper udviser forskellig adfærd. Betragter
man folks transportmønstre ud fra et kønsperspektiv, fremgår det tydeligt, at mænd og kvinder ikke benytter de samme transportmidler,
at de rejser forskelligt, og at længden på deres rejser er forskellig. Undersøgelser inden for køn og transport har vist følgende
forskelle:
• Mænd rejser generelt længere end kvinder, der tager kortere ture.
• Mænd er mere tilbøjelige til at tage bilen end kvinder, hvorimod kvinder er mere tilbøjelige til at benytte offentlig transport
end mænd.
• Mænds rejsemønster er præget af pendlen til og fra arbejde. Kvinder bevæger sig oftere mellem flere forskellige destinationer,
for eksempel fra hjem til børneinstitution til arbejde til butikker til børneinstitution og hjem igen.
• Mænd har bedre adgang til biler, da de generelt er økonomisk bedre stillet og oftere er i besiddelse af et kørekort.
• Dette ser dog ud til at være ved at ændre sig, idet kvinder i stigende grad er kommet ud på arbejdsmarkedet, og da unge
kvinder i forhold til mange ældre nu både har kørekort og råd til en bil (Koordinationen for Kønsforskning 2007).
Det er også tydeligt, at køn alene ikke kan forklare forskellene på rejsemønstre, og at der derfor er behov for en tilgang
med et intersektionelt fokus, hvis vi skal gøre os håb om at forstå, hvordan og hvorfor folk rejser som de gør.
Der findes ingen studier af forskellene mellem de miljømæssige fodaftryk, som hhv. mænd og kvinder afsætter i forbindelse med deres valg af transportmidler, men de forskellige transportvaner og -mønstre påvirker naturligvis klimaet. Det er rimeligt at hævde, at mænd og kvinder qua deres forskellige transportmønstre belaster miljøet forskelligt. En svensk rapport konkluderer, at kvinder, idet de rejser mindre end mænd, muligvis også udleder en mindre mængde transportrelateret CO2 (Johnsson-Latham 2007). Dette understreger nødvendigheden af at skræddersy forebyggelsesstrategierne ved at tage mænds og kvinders forskellige rejsemønstre i betragtning. Her bør tænkes strategier, der fokuserer mere på at ændre folks adfærd end på at skyde skylden på nogen bestemt.
Strukturelle forklaringer
Forskning i kønnede transportmønstre peger på en række forklaringer på de forskellige transportvaner. Én type forklaring fokuserer på mænds og kvinders forskellige strukturelle betingelser, hvad arbejds- og hjemmeliv angår. Indkomst og position på arbejdsmarkedet udgør en del af forklaringen på forskellene i rejsemønster. Undersøgelser viser, at folk er tilbøjelige til at rejse længere, hvis de har en høj stilling på arbejdsmarkedet, og på den måde afspejler kvindernes kortere distancer det kønsopdelte arbejdsmarked.
Denne ulighed er dog under forandring, idet flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet og får højere stillinger. Derfor rejser højtuddannede kvinder nu også længere end lavtuddannede, og det betyder, at det er nødvendigt at inddrage uddannelse som variabel. Desuden har yngre kvinder oftere kørekort og adgang til en bil – en faktor, som sætter alder på dagsordenen.
 |
| Illustration photo: Istockphoto |
Unge og højtuddannede kvinder rejser stadig mindre end mænd, men de kører oftere i bil end ældre kvinder. Mænd og kvinders forskellige måder at benytte transportsystemet på er også forbundet med den private kønsarbejdsdeling. Forskellige roller i hjemmet har betydning for, at kvinder foretrækker at bo tættere på deres arbejdsplads. Kvinder påtager sig stadig en større del af ansvaret for husholdningen, og det er dette ansvar, der oftere får dem til at vælge en arbejdsplads, der ligger tæt på hjemmet. Dette medfører også, at kvinder tegner sig for flere lokale ture end mænd.
Rumlige forklaringer
En anden forklaring har at gøre med, hvor arbejdspladser, beboelsesområder og fritidsaktiviteter er placeret samt de deraf afledte transportmønstre. Undersøgelser viser, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt efter lokalitet, fordi de arbejdspladser, der har flest mandlige ansatte (f.eks. finanssektoren og kontorbranchen), ofte er placeret inde i centrum, hvorimod arbejdspladser med flest kvindelige medarbejdere (skoler, børnehaver) er spredt ud i forstæderne. Dette bidrager derfor også til mænds og kvinders forskellige rejsemønstre.
En tredje forklaring handler om kulturelle forståelser. De kulturelle forestillinger om biler er forbundet med et kønnet univers, hvor kontrol over teknologi og fascination af fart associeres med maskulin kompetence, mens kvinders forhold til biler er baseret på forståelser af bilens nytteværdi, sikkerhed og ansvar.
Som forklaringerne viser, afhænger folks valg af transportmiddel af køn, men også af andre variabler såsom alder, uddannelse, position på arbejdsmarkedet og urbanitet. Hvis vi vil gøre os håb om at forstå det komplekse billede af, hvordan rejsemønstre opstår, må undersøgelser af transport og rejsevaner derfor inkludere en intersektionel analyse af de mange faktorer, der gensidigt påvirker vores transportvaner.
Når man kigger på rejsemønstre, bliver det klart, at kvinder og mænd har forskellige transportvaner. Vi har derfor brug for viden om deres forskelligartede rejsevaner for at kunne målrette indsatser så effektivt som muligt med henblik på at kunne opfylde de aktuelle behov og bruge disse data til at designe et bæredygtigt transportsystem.
Som tidligere nævnt ser det ud til, at kvinder – i det mindste de højtuddannede og økonomisk velstillede kvinder– i tiltagende grad tager mændenes rejsemønster til sig, dvs. de er tilbøjelige til at tage bilen frem for at gå, cykle eller benytte offentlig transport. Dette har konsekvenser for ambitionen om at skabe en bæredygtig transportsektor og et fossilfrit samfund.
Danske og norske transportforskere har udviklet to fremtidsscenarier. Det første peger på en transportudvikling, hvor mænds rejsevaner er normen. Det vil sige, at kvinder overtager de maskuline rejsemønstre, og at organiseringen af trafikken hovedsagelig vil være baseret på vækst inden for den private transport. Det andet scenarie tilføjer kvinder som norm og tilskynder både mænd og kvinder til i højere grad at foretage kortere rejser, benytte offentlig transport, cykle eller gå. Dette indebærer en prioritering af tæt bebyggelse frem for øget spredning.
Når man integrerer et kønsperspektiv i transportplanlægningen, opstår der altså et spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt,
at kvinders rejsemønstre i stigende grad tilnærmer sig mænds. Og om det ikke snarere ville være mere visionært, hvis det i
stedet var kvinders rejsemønstre, der dannede grundlag for en mere miljøvenlig transportudvikling?
Michala Hvidt Breengaard er forskningsassistent på Koordinationen for Kønsforskning, Københavns Universitet, Danmark. Helene
Oldrup er forsker på SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd.
HENVISNINGER
Gendercc: www.gendercc.net
Desk study om køn, ligestilling og klimaforandinger. Helene Hjorth Oldrup og Michala Hvidt Breengaard for Nordisk Ministerråd. Januar 2008.
Koordinationen for Kønsforskning, Københavns Universitet (2007): TRANSGEN. Gender Mainstreaming European Transport Research and Policies. The European Union Sixth Framework programme, 2007 (http://koensforskning.soc.ku.dk/projekter/transgen/).
Johnsson-Latham, Gerd (2007): A study on gender equality as a prerequisite for sustainable development. What we know about the extent to which women globally
live in a more sustainable way than men, leave a smaller ecological footprint and cause less climate change. Report to the Environment Advisory Council, Sweden 2007:2, Stockholm.
Første gang publiceret i NIKK magasin 2 2009 © NIKK
