af Erla Sigurðardóttir
Den nordiske velfærdsmodel fremhæves som en vej ud af den økonomiske krise der har ramt Island særlig hårdt. Regeringens tunge opgave bliver at rette kursen i det kriseramte land, hvor mange familier frygter at miste deres hjem på grund af arbejdsløshed og galoperende gæld. Med 34 ud af 63 pladser i Altinget vil regeringen have nemt ved at få sine lovforslag igennem. Den store knast i regeringsforhandlingerne bliver dog afstemningen om hvorvidt Island skal indlede forhandlinger med EU om et medlemskab. De to regeringspartier er officielt uenige i deres holdning til EU, men de fleste partier er dog splittet i dette spørgsmål. Regeringen vælger at forelægge sagen for Altinget hvor ethvert medlem skal følge sin egen samvittighed og ikke partilinjen.
Socialdemokratiet (20) og Venstrepartiet – de grønne (14) er ligeligt repræsenteret af kvinder og mænd i Altinget. Samlet fik de islandske kvinder 43 % af pladserne i Altinget, hvilket er et historisk højdepunkt. Þorgerður Einarsdóttir, docent i kønsvidenskab på Islands Universitet, forklarer denne fremgang med at de partier der er placeret til venstre for midten traditionelt sætter ligestilling mellem kønnen højere på dagsorden end det øvrige politiske spektrum. Venstrefløjens fremgang medfører derfor også fremgang for kvinder. En anden indlysende forklaring er det økonomiske kollaps der førte til isenkramrevolutionen (1) i vinters og som har skabt en øget demokratisk bevidsthed i samfundet.
Partiernes ligelige kønsfordeling afspejles dog ikke i den ny regering, hvor blot fem ud af 12 ministerposter går til kvinder. Einarsdóttir forklarer dette paradoks med at partierne til trods for store samfundsmæssige omvæltninger stadigvæk er præget af gamle traditioner, hvor det føles betydeligt sværere at forbigå mænd end kvinder. En skæv kønsfordeling i provinsen hvor mænd traditionen tro besidder de øverste pladser påvirker også udfaldet.
Den ny regering indebærer dog overraskelser set i et kønsperspektiv, idet en kvinde er udnævnt til erhvervsminister og en mand til socialminister. Ligestillingsområdet flyttes til statsministeriet. At en kvinde udpeges som miljøminister for sjette gang siden 1999 ser Einarsdóttir som et udtryk for miljøområdets svage status i Island. Den har vist sig at være en uriaspost der ikke har gavnet de kvindelige miljøministres politiske karriere. Den karismatiske Svandís Svavarsdóttir (VG) kunne dog bryde trenden. Hun nyder respekt for sin indsats i Reykjaviks borgerrepræsentation og er samtidigt den eneste minister i den ny regering der er erklæret feminist.
(1) I vinters samledes folk i alle alders- og samfundsgrupper foran Altingshuset, hvor de slog på potter og pander og krævede regeringens afgang. Deraf navnet „búsáhaldabylting” (isenkramrevolutionen).
