Publikation

Kön och sport i nordiska massmedier och ungdomars praktiker

På forskellige måder udfordrer og bekræfter sport og idræt kønnede strukturer i vores samfund – ikke mindst for unge, der i de nordiske lande deltager særdeles aktivt i sports- og idrætsaktiviteter. NIKK har udarbejdet en rapport om nordisk forskning på området.

For at bidrage til at skabe opmærksomhed om nordisk forskning på området har NIKK udarbejdet rapporten Kön och sport i nordiska massmedier och ungdomars praktiker. En forskningsöversikt och en bibliografi (2006). Rapporten sammenstiller viden om unge, køn, sport og medier og vurderer og peger på fremtidige kundskabsbehov inden for området. Oversigten indeholder en tematisk gennemgang af nyere nordisk forskning på området og en bibliografi fordelt på de enkelte nordiske lande.

I de seneste år er sport og idræt blevet sat på dagsorden indenfor nordisk kønsforskning. Sport og idræt er magtfulde symbolske og sociale institutioner, der reflekterer og er med til at konstruere den kønnede kultur vi lever i. På forskellige måder udfordrer og bekræfter sport og idræt kønnede strukturer i vores samfund – ikke mindst for unge, der i de nordiske lande deltager særdeles aktivt i sports- og idrætsaktiviteter.

Medierne spiller en betydningsfuld rolle i fremstillingen af drenge og piger i sport. Tillige ser vi en massiv udbredelse og dækning af sport og idræt i massemedierne – en eksponering der intensiveres i lyset af sportens stadigt gradvise kommercialisering.

Forskning der analyserer, hvordan unge drenge og piger fremstilles i medierne er vigtig for vores forståelse af hinanden og vores kultur. Analyser af mediefremstillinger afdækker bekræftelser og manifestationer af forskellige fællesskaber, der konstrueres på baggrund af fx køn, alder, etnicitet og nationalitet.

Ved at præsentere udvalgte og bearbejdede dele af vores sociale virkelighed har medierne stor indflydelse på vores holdninger til og normer for, hvad det vil sige at være henholdsvis ’ung pige’ og ’ung dreng’ indenfor sports- og idrætskulturen. Fremstillinger af unge i sport og idræt i medierne sætter således flere væsentlige perspektiver på dagsorden i relation til køn og ligestilling.

Rappporten er udarbejdet for NIKK af pol.doc. Jan Wickman fra Sociologiska enheten ved Åbo Akademi i Finland.

Download rapporten (pdf)