Af Anette Dina Sørensen
 |
| Alfred France 1911, TfL/London Transport Museum |
For få år siden var det en pest at bevæge sig rundt med kollektiv trafik i Danmark, hvis man havde en barnevogn på slæb. Med
bussens trin var man afhængig af medpassagerers hjælpsomhed. Indendørs var pladsen begrænset. Og nåede man ikke bussen i de
tidsrum, hvor barnevognen måtte medbringes, var man lost. Sådan er det ikke længere. I dag tager bussernes udformning og tidsplaner
hensyn til småbørnsforældre.
Ifølge ”Transgen”, en ny EU-rapport udarbejdet af Koordinationen for Kønsforskning i Danmark har ændringerne været nødvendige
for at imødekomme de behov dagens bus- og togpassagerer har. Sociokulturelle forandringer i samfundet smitter nemlig af på,
hvem der benytter den kollektive trafik, og hvad de bruger den til. Sat på spidsen kan man sige, at mænd i stigende grad tilbringer
myldretiden i bilkø på motorvejen, mens erhvervsaktive kvinder fragter børnene til og fra daginstitution ved hjælp af kollektive
trafiktilbud. Og kønsforskellene er ikke kun på spil, når man ser på rejsemønstre og mobilitetsvaner. Hele den europæiske
transportsektor er en kønnet størrelse, når man kigger den efter i sømmene – sådan som rapporten har haft til formål.
Det er ikke tilfældigt, at køn er i fokus for ”Transgen – Gender Mainstreaming European Transport Research and Policies”.
Gennem årene har EU fungeret som globalt laboratorium for indføjelse af et kønsperspektiv i alle kernepolitikområder, som
konsekvens af en fælles beslutning i 1997 om at gøre ’kønsmainstreaming’ til EU's officielle politiske approach i skabelsen
af et kønsligestillet Europa. Samtidig er fri mobilitet et fremtrædende mål for et mere sammenhængende EU i det 21. Århundrede.
Hver for sig er ’køn’ og ’transport’ således områder, der i EU sammenhænge har fået meget opmærksomhed. Rapportens bidrag
er imidlertid at sammentænke de to områder. Dels ved at anlægge et kønsperspektiv på transportsektoren, og dels ved at kortlægge
eksisterende, europæisk forskning, der på forskellige leder og kanter anskuer transport fra et kønsperspektiv. Endelig giver
rapporten konkrete eksempler på best practise i forskellige medlemslande, ligesom den afslutningsvis stiller forslag til nødvendige,
fremtidige tiltag.
Kønnede mobilitetsmønstre
Rapporten slår indledningsvis fast, at der er klare kønsforskelle på menneskers rejsemønstre. Mænd rejser konsekvent længere
end kvinder, og er mere tilbøjelige til at bruge bilen til transport, hvorimod kvinder i større udstrækning benytter den kollektive
trafik. Samtidig tenderer kvinders rejser til at være mere lokale, ligesom de ikke altid rejser i arbejdsrelateret øjemed,
og ofte har flere formål med den rejse de foretager for eksempel ’hjem-vuggestue-arbejde-indkøb-vuggestue-hjem’. Det er imidlertid
væsentligt at understrege, at selv om der er stort sammenfald i kvinders rejsemønstre, er der også forskelle, der funderer
sig på forskelle i uddannelse, økonomisk situation, geografisk bosted, alder og etnicitet.
Forklaringerne på de mænds og kvinders forskellige mobilitetsmønster hænger blandt andet sammen med relationen mellem hjem
og arbejde. Kvinder bærer, selv i det 21. århundrede, et større ansvar for husholdning og børn, hvilket kan forklare, at de
ofte vælger at have kortere afstand til deres arbejdsplads end mænd. Deres placering på arbejdsmarkedet er en anden forklaring
på deres anderledes mobilitetsmønstre. Jo højere oppe i hierarkiet de befinder sig, jo længere distancer rejser de for at
komme på arbejde. Desuden viser flere studier, at veluddannede kvinder er mere optaget af det konkrete jobindhold. Disse kvinder
rejser gerne længere for at finde et job, der tilfredsstiller deres krav end mindre veluddannede kvinder gør. Den urbane struktur,
hvad angår bygningsmasse og infrastruktur, har også betydninger for, hvordan folk bevæger sig rundt. Studier viser, at mænd
vælger mellem jobmuligheder over hele hovedstandsområdet, hvorimod kvinder i større udstrækning begrænser deres valg af arbejdsplads
til lokalområdet.
Det fælles transportsystem udnyttes altså forskelligt af kvinder og mænd, konkluderer rapporten. Og da køn er en central struktureringsfaktor
i vores transportforbrug, risikerer trafikpolitiske tiltag derfor at favorisere bestemte grupper frem for andre, hvis ’køn’
ikke medtænkes allerede i planlægningsfasen.
En kønsskæv transportsektor
Men hvordan er mulighederne for ændringer, når transportsektoren i Europa er overrepræsenteret af mænd? Rapporten viser, at
mandedominans er et gennemgående træk på såvel politisk niveau som på de forskningsområder, der relaterer til transportsektoren.
Også hvis man skæver til sektoren som beskæftigelsesområde fylder mændene op i statistikken.
På EU-niveau er der tale om lav kvinderepræsentation i transportsektorens politiske komiteer. Det gælder eksempelvis The Transport
and Tourism Commitee (TRAN), hvor kun 7 ud af 51 medlemmer er kvinder. Det samme gør sig gældende i de forskningsråd og rådgivende
forsamlinger i EU, der har indflydelse på europæisk transport- og forskningspolitik. I European Rail Research Advisory Council
(ERRAC) er 95 % af medlemmerne mænd. Lidt bedre ser det ud i European Road Transport Research Advisory Council (ERTRAC), hvor
72 % af medlemmerne er mænd.
Vender man blikket mod det nationale niveau, og de parlamentariske udvalg, der beskæftiger sig med transport eller transportrelaterede
spørgsmål, er den skæve kønsfordeling tilsvarende iøjnefaldende for de fleste landes vedkommende. Den procentmæssige kønsfordeling
svinger mellem 70 – 100 % mandlig repræsentation. Sverige afviger som det eneste EU-medlemsland med en fifty-fifty fordeling.
I Luxembourg er der til gengæld ingen kvinder repræsenteret.
Også i Danmark ser man en klar overrepræsentation af mænd i de politisk udvalg, bestyrelser og rådgivende forsamlinger direkte
beskæftiget med transport eller transportlignende spørgsmål. I Folketingens trafikudvalg er kun 11,8 % kvinder på trods af,
at de kvindelige medlemmer af Folketinget udgør 37 %. Samme billede tegner sig for de kommissioner, der rådgiver regeringen
i transportspørgsmål. I Infrastrukturkommissionen og Trafiksikkerhedskommissionen udgør de mandlige medlemmer 2/3 dele.
Ser man på transportsektoren som beskæftigelsesområde er tendenserne i store træk de samme, viser rapportens tal. Den europæiske
transportsektor har over 8 millioner jobs fordelt på landtransport, vandtransport og lufttransport. I de fleste medlemslande
udgør landtransport det største område med over 7 % af EU's arbejdsstyrke beskæftiget. Området er domineret af mandlige ansatte
i alle medlemslande med kun 3 % kvindelige ansatte i Grækenland som det laveste, og 19 % i Danmark som det højeste. På vandtransportområdet
udgør de kvindelige ansatte i gennemsnit 18 %. Kun i lufttransporten udgør mænd et mindretal med 47 % af den samlede arbejdsstyrke.
Kønsskævheden i hele sektoren betyder, at kvinders hverdagserfaringer med mobilitet og transport på nuværende tidspunkt ikke
bliver tilstrækkeligt integreret i de planlægnings-, beslutnings-, og implementeringsprocesser, der er grundlag for transportsektorens
løbende udformning. Samtidig bliver kvindelige kompetencer enten marginaliseret eller genstand for kønsstereotypisering i
beskæftigelsessammenhænge. Med mindre der tages målrettede initiativer vil det med al sandsynlighed være scenariet også for
fremtidens transportsektor. Alle EU-lande - også Danmark - er imidlertid forpligtet til at integrere køn i initiativer og
lovgivning - også når det gælder mobilitet og transport. Men hvis den politiske målsætning om at skabe et kønsligestillet
EU skal virkeliggøres, må en mere effektiv og målrettet kønsmainstreaming iværksættes, pointerer rapporten.
Best Practice
Heldigvis finders der allerede projekter i den europæiske transportsektor, der forsøger at ændre tingene ved aktivt at integrere
et kønsperspektiv. Rapporten beskriver en række igangværende aktiviteter fra forskellige medlemslande, der har meget varieret
sigte. Nogle er implementeret mere overordnet på planlægningsniveau i det politiske system, andre er igangsat i private eller
offentlige virksomheder. Og endelig finder man projekter som er sat på skinner af forskellige transportudbydere.
Et af projekterne finder man i London, hvor Transport for London (TfL) i et tæt samarbejde med kvindelige rejsende siden 2004
har haft en særlig aktionsplan for kvinder. Den londonske befolkning er en bredt sammensat gruppe med forskellig livsstil,
og derfor forskellige transportbehov, som TfLs aktionsplan har forsøgt at belyse og imødekomme. En særlig indsats har imidlertid
været iværksat for at forbedre den kvindelige befolknings transportvilkår i form af større personlige sikkerhed, større fleksibilitet,
bedre tilgængelighed og lavere billetpriser. Og ved at iværksætte en transportstrategi, der imødekommer kvinders specifikke
behov, har Tf L erfaret, at man samtidig forbedrer transportvilkårene for en række andre befolkningsgrupper i London; etniske
minoriteter, ældre mennesker, handikappede og børn.
London-projektet er blot ét af en række, der eksemplificerer, hvordan køn kan indtænkes, og hvad det betyder, når det sker.
Men selvom hvert enkelt igangværende projekt spiller en vigtig rolle i et større forandringsperspektiv, er den vidensbase
projekterne til sammen har genereret endnu for begrænset.
For at speede op for processerne peger Transgen afslutningsvis på nødvendigheden af systematisk at kønsmainstreame hele transportsektoren.
Det pointeres imidlertid, at en kønsmainstreaming må forholde sig til, hvordan transport påvirker kvinder såvel som mænd.
Trafikplanlæggere og politikere må indtænke køn på brugerniveau, og integrere kvinders værdier og behov i transportpolitikken,
samt inkorporere kvindelige transportbrugeres erfaringer allerede på planlægningsniveau, sådan som det blandt andet er sket
i London. En EU-platform for køn, teknologi, transport og bæredygtighed må etableres, fastslår rapporten, hvis der skal skabes
sammenhæng mellem politik- , forsknings-, og implementeringsniveauerne i transportsektoren. Desuden må kønsperspektivet anlægges
fra centralt hold på toppolitisk niveau, ellers bevæger sektoren sig næppe.
Rapporten er udarbejdet af ph.d. Helene Oldrup, ph.d. Helle Poulsen, og ph.d. Hilda Rømer Christensen og er finansieret under
EU's 6. rammeprogram som en ’speciel support action’.
Relevant stoff:
Rapporten: Gender Mainstreaming European Transport Research and Policy
Transport for Londons Women´s Action plan
Mere om projektet TransGen
