Av Ann-Dorte Christensen
Disse spørgsmål analyseres på bag grund af to kvalitative interviewundersøgelser med unge danske kvinder (Christensen, 2003, Christensen & Tobiasen, 2006). De unge tilhører i begge undersøgelser den såkaldte 90'er-generation, som er født mellem 1975 og 1983 og i dag er mellem 20-28 år. Der er fokuseret på ressourcestærke unge, som er i gang med mellemlange eller lange videregående uddannelser ved Aalborg seminarium eller Aalborg Universitet. Med "unge" taler jeg dermed ikke om teenagere, men i stedet om såkaldte "unge voksne", som alle er over 20 år. Det er værd at bemærke, at ingen af interviewpersonerne har børn. Til den første undersøgelse er der interviewet 13 unge kvinder. Den anden undersøgelse er baseret på fokusgruppeinterviews, hvor de unge kvinder i 90er-generationen er sammenlignet med to ældre kvindegenerationer. Artiklen bygger på mit bidrag til projektet "Gender Equality as a Perspective on Welfare: The Limits of Political Ambition", som er et delprojekt til Velfærdsforskningsprogrammet. Da delprojektet fokuserer på de tre skandinaviske lande, er det også udgangspunktet for denne artikel.
Det er vigtig at være opmærksom på, at analyserne er baseret på danske data, som givetvis er formet af specifikke danske særtræk. Selvom der ser ud til at være paralleller til især norske undersøgelser, savner vi systematiske komparative undersøgelser om, hvordan nutidens unge kvinder forholder sig til de ligestillingspolitiske udfordringer i de skandinaviske lande. Som "simular cases" har de mange fællestræk i landenes udvikling vist sig at være et frugtbart udgangspunkt for at forstå de specifikke forskelle. Endelig er det vigtigt at udvikle analyser af unge i et intersektionalitetsperspektiv, hvor kønnets samspil med fx klasse og etnicitet kan tematiseres, og hvor fokus på kønsligestilling kan kombineres med spørgsmålet om anerkendelse af forskellighed ikke kun mellem generationer, men også mellem majoritets- og minoritetsgrupper.
Den skandinaviske kontekst
Formålet med undersøgelserne har været at indkredse kønsidentiteter i moderne komplekse velfærdssamfund med udgangspunkt i ressourcestærke danske unge fra majoritetsgruppen. Kønsidentiteter bliver analyseret som levede erfaringer, hvor køn er et bærende element i subjektiviteten, som er under bestandig skabelse gennem processer, hvor køn "gøres" i institutioner, i social praksis i hverdagslivet og i de enkelte individers kønsidentitetsarbejde. De kontekstuelle rammers betydning for identitetsdannelsen understreges for eksempel i relationen til velfærdsstaten, til de kvindepolitiske bevægelser samt ikke mindst til de aktuelle kønspolitiske diskurser (Christensen, 2006).
Ser vi på den skandinaviske kontekst er der tydelige paralleller både til de feministiske bevægelser og til den ligestillingspolitiske udvikling. Men der er også væsentlige forskelle. Når det empiriske grundlag her er danske unge kvinder er det værd at huske, at den danske kønspolitiske offentlighed fra midten af 1980'erne har været mindre profileret og mere modsætningsfyldt end den norske og svenske (Bergqvist et al., 1999; Fiig, 2003). Det er også blevet fremhævet, at betegnelsen feminisme i dag er mere negativt ladet i Danmark end i de andre skandinaviske lande. Drude Dahlerup har vist, at selvom lovgivningen i Danmark og Sverige grundlæggende er ens, så er debatten ganske forskellig. I Sverige er den fremherskende opfattelse, at ligestillingen langt fra er opnået, og de fleste partier markerer sig som feministiske. I Danmark er debatten langt mere tvetydig og ambivalent og de danske partier beskæftiger sig kun i begrænset omfang med ligestilling og opfatter sig ikke som feministiske (Dahlerup, 2002).
Som Harriet Bjerrum Nielsen påpeger, gir det alligevel mening at tale om, at unge kvinder er "made in Scandinavia" (Nielsen, 2004;22-23). Dette ikke kun fordi, der er så mange fællestræk i landenes udvikling, men også fordi den individualisering og aftraditionalisering, som er forbundet med køn, set i et komparativt perspektiv har været forholdsvis fremtrædende her. Allerede mødregenerationen oplevede færre traditionelle kønsspecifikke forventninger i de skandinaviske lande end i andre europæiske lande og i USA.
Feminisme og ligestilling
Det er en velkendt pointe for professionelle ligestillingsarbejdere og kønsforskere, at det er vigtigt at skelne mellem feminisme og ligestilling. Denne skelnen er også alfa og omega, hvis man skal forstå de unge kvinders kønsidentiteter. I hvert fald ser det ud til, at for danske unge kvinder, som ikke er knyttet til nogle af nutidens feministiske strømninger (fx nyfeminisme eller venstreradikale feminisme), fungerer betegnelserne "feminisme" og "feminist" som negative identifikationsmarkører. De forbindes med en bestemt tidsbunden feminisme, som er knyttet til radikale Rødstrømper.
Det tyder på, at noget lignende er på spil i Norge. I Harriet Bjerrum Nielsens og Monica Rudbergs norske tre-generations-analyse fremhæves det således, at ingen af de norske unge kvinder bruger betegnelsen feminister om sig selv (Rudberg, 2003:293).
Beverley Skeggs kommer i en undersøgelse af unge engelske kvinder fra arbejderklassen frem til lignende resultater, men hun understreger også, at dette negative billede af feminisme ikke er ensbetydende med, at de unge kvinder ikke lægger vægt på ligestilling mellem kønnene. (Skeggs, 1997). Det samme gælder for de unge danske kvinder. For selvom de heller ikke ser sig selv som feminister, har de en klar opfattelse af, at der langt fra er ligestilling mellem kvinder og mænd. De har oplevet (uretfærdige) forskelle i pige- og drengeopdragelse; forskelle i uddannelsessystemet, og de forventer også, at de på arbejdsmarkedet vil blive mødt med uligeløn og kønshierarkier. På den måde er deres markering af uligestillingen i det offentlige liv stærk, og de områder, der fremhæves, ligger inden for de gængse ligestillingspolitiske områder, der er formuleret i de skandinaviske lande fra 1960'erne og frem til i dag. Alligevel er der på ingen måde tale om en overtagelse af "mødrenes" ligestillingsprojekt, fordi udgangspunktet for og indholdet i kønsidentiteter er et andet. Dette handler ikke kun om, at de lægger afstand til de kvindeidealer, som de forbinder med Rødstømperne, men også om, at de ikke mener, at kollektive kvindeorganiseringer er vejen frem. For dem er det op til den enkelte at skabe de bedst mulige betingelser:
"Jeg synes, men skal kæmpe for det selv, og jeg har selv et ansvar for at komme frem…" (Anne, citeret fra Christensen, 2003:100).
Skeggs fremhæver i forlængelse af sine analyser af de engelske arbejderkvinder, at det er et udtryk for, at feminisme ikke er universel, men kontekstuel og formuleret fra en bestemt klasseposition, hvor arbejderkvinderne ikke kan identificere sig med det feministiske middelklasseprojekt. I de danske undersøgelser, hvor fokus også er på kvindelige studerende på de videregående uddannelser, er klassepostioneringen ikke fremtrædende. Til gengæld ser det ud til, at den kontekstuelle forskel mere er knyttet til relationen til de kollektive bevægelser, hvor de unge danske informanter giver udtryk for en stærk individualisering, som ser ud til at blokere for en mere kollektiv orientering.
Familieorientering og kompetent moderskab
De unge kvinder ønsker at skabe deres egen balance mellem arbejde og familie. De fremhæver retten til en højere grad af familieorientering end den, som de kender fra deres mødre eller den, som de ser omkring sig blandt kvinder i job svarende til de, som de forventer at skulle varetage efter endt uddannelse. Indholdet i familieorienteringen er ikke rettet mod husarbejde, men mod "plads til sig selv" og til børneomsorg, som de insisterer på skal kunne forenes med karriere. I disse forventninger til arbejde og familie spiller en evt. partner kun en begrænset rolle, idet de unge kvinder lægger vægt på at være uafhængige af en mandlig forsørger og tjene egne penge. Til gengæld spiller børn en stor rolle, og udtrykket "kompetent moderskab" (og ikke kompetent forældreskab) er en rammende betegnelse for den (individualiserede) betydning som også forældreskabet tillægges i det unge kvinders refleksive livsplanlægning. I forlængelse heraf understreger informanterne også, at brud på en undertrykkende kønspraksis (både i familien og på arbejdsmarkedet) er noget, man skal "gøre selv".
Men samtidig er de også opmærksomme på samfundets generelle kønsuligheder og på de uretfærdigheder, de støder på i hverdagen i form af stereotype og undertrykkende konstruktioner af kvinder og mænd. Der er langt til reel ligestilling, og de deler langt fra opfattelsen af, at ligestilling er noget, der er opnået. Men i modsætning til mødrenes generation tænker de ikke ligestilling som et kollektiv, men snarere som et individuelt anliggende. Der ser derfor ud til at være et paradoks mellem på den ene side opmærksomheden mod strukturelle kønsuligheder og troen på, at lighed skabes gennem frie valg.
Sådanne ligestillingsparadokser, som er forankret i de unge kvinders kønsidentiteter, ser jeg som væsentlige nye udfordringer til de ligestillingspolitiske grundpiller i de skandinaviske velfærdsmodeller. En af disse er forholdet mellem den offentlige og den private sfære.
Forholdet mellem det offentlige og det private
Det har været et grundlæggende element i opbygningen af de skandinaviske velfærds- og ligestillingsmodeller at fjerne den kønnede opdeling mellem den private og den offentlige sfære (Siim, 2000). Udfordrer de unge kvinders stigende familieorientering denne grundtanke? Familieorientering forbindes for de unge med noget positivt; som et sted, hvor man kan opbygge et kompetent moderskab; hvor femininitet og kønnenes forskel kan komme i spil; hvor man kan "dovne" og være kreativ. Hvor det for tidligere generationer af kvinder var ansvaret for familien, der blev opfattet som en barriere for kvinders selvudfoldelse i det offentlige liv, ser de unge kvinder det omvendt: nemlig at (for meget) karriere og arbejdsliv kan blive en barriere for familielivet.
"Altså så vigtigt er det ikke for mig at få et superjob. Jeg gider ikke arbejde 60 timer om ugen. For mig er det nogle andre
ting, der er vigtigere, langt vigtigere(…)
Jeg vil ikke arbejde 60 timer. Og det vil jeg ikke, fordi jeg vil også have en familie. Og jeg føler ikke, jeg som mor vil kunne være en kompetent mor, hvis jeg arbejdede 60 timer om ugen. Det ville jeg simpelthen ikke byde et barn (…) Så det er et valg jeg har taget. Men det er jo også noget inde i mig selv, der siger, at det synes jeg ikke, man kan byde et barn" (Anne; citeret fra Christensen og Tobiasen, 2006: 65).
Tankegangen om hjemmet som et frirum finder Bjerrum Nielsen & Rudberg også i ovennævnte norske generationsundersøgelse. Her peger de på, at hvor mødrene krævede, at det private skulle være politisk, ser det ud til, at døtrene ønsker at genoprette skellet mellem offentligt og privat, men uden den traditionelle kønnede betydning (Nielsen, 2004:19).
En sådan nyorientering mod familie og moderskab skal ikke blot opfattes som en tilbagevenden til traditionelle kønsopdelinger. Hvis man ser på indholdet i de unges kønsidentiteter er det tydeligt, at de tænker og "gør" familier på deres egen måde. Selvom de insisterer på at opbygge en skarpere opdeling mellem den private og den offentlige sfære, så har de ikke genoprettet den traditionelle kønnede opdeling mellem en mandlig hovedforsørger og en kvindelig omsorgsgiver.
Perspektiver
De unge kvinders stærke autonomibestræbelser og den høje grad af individualisering, der betoner, at hverken mændene, staten eller på forhånd definerede ligestillingsdiskurser skal bestemme over dem, er fremtrædende i interviewene. Samtidig er orienteringen mod familien ikke knyttet til en mandlig hovedforsørger, hvorfor det vil være fejlagtigt at tolke den som en re-traditionalisering i form af en tilbagevenden til tidligere kønsstrukturer. Det kommer også frem, at nutidens veluddannede kvinder er kritiske over for den stærke arbejdslivsorientering, som de mener, har været det bærende element i den skandinaviske ligestillingspolitik. Til gengæld er det vanskeligt at se, hvad de stærke individualiseringstendenser vil betyde i fremtiden. Vil frisættelsen fra eksisterende kollektiv fællesskaber (fx kvindebevægelse, faglige og politiske organisationer) på længere sigt betyde, at de unge vil skabe nye kønspolitiske fællesskaber, der kan fungere som kollektiv sammenhænge, hvorfra der kan formuleres krav og visioner til ligestilling og fremtidens velfærdsstater og ligestillingspolitik? Eller vil individualiseringen føre til en individualisme, hvor troen på "at man skal gøre det selv" er så omfattende, at formålet med kollektive fællesskaber fortoner sig?
Kilder
Bergqvist, Christina et al. (red.) (1999) (1999). Likestilte demokratier? Kjönn og politik i Norden. Oslo: Universitetsforlaget.
Christensen, Ann-Dorte (2006): "Young Women’s Attitudes towards Feminism and Gender Equality" in Kari Melby et al. (eds.)
Gender Equality as a Perspective on Welfare: The Limits of Political Ambition (forthc.)
Christensen, Ann-Dorte og Mette Tobiasen (2006). Politiske identiteter og kønsidentiteter i tre generationer. Pilotundersøgelse.
Institut for Politik, Økonomi og Forvaltning, Aalborg Universitet (forthc.)
Christensen, Ann-Dorte 2003: Fortællinger om identitet og magt. Unge kvinder i senmoderniteten. Århus: Magtudredningen.
Dahlerup, Drude (2002). "Er ligestillingen opnået? Ligestillingsdebattens forskellighed i Danmark og Sverige". I Borchorst,
Anette (red.) Kønsmagt under forandring. København: Hans Reitzels Forlag.
Fiig Christina (2004). A Feminist Public Sphere. An Analysis of the Habermasian Public Sphere in a Danish Gender Political
Context. Ph.d.-afhandling, FREIA - Center for Kønsforskning, Aalborg Universitet.
Nielsen, Harriet Bjerrum (2004). "Noisy Girls. New Subjectivities and old gender discourses" in Young. Nordic Journal of Youth
Research, pp. 9-30.
Rudberg, Monica (2003). "Våt såpe - Kjærlighet og likestilling i nge jenters fortellinger, pp. 24-303 i Engelstad, Frederik
og Guro Ødegård (red.) Ungdom, makt og mening. Oslo: Gyldendal Akademisk.
Siim, Birte (2000). Gender and Citizenship. Politics and Agency in France, Britain and Denmark. Cambridge: Cambridge University
Press.
Skeggs, Beverley (1997). Formations of Class & Gender. Becoming Respectable. London: Sage Publ.
Første gang publisert i NIKK magasin 1 2006 © NIKK
