Af Niels Ulrik Sørensen
Unge drenge foretager nogle gevaldige krumspring, når de støder på halv- og helnøgne mandekroppe i massemedierne. Med krumspringene forsøger de at undgå en positionering som homoseksuelle – og dermed befæste deres identiteter som heteroseksuelle. Men samtidig udfordrer de den heteroseksuelle kønsnorm, der gør en sådan befæstelse vigtig. Spredningen af halv- og helnøgne mandekroppe i massemedierne skaber således brydninger i kønnet, der både peger tilbage og fremad.
Mod tradition og mod fornyelse
I min undersøgelse af den køns-, krops- og seksualitetskonstruktion, der finder sted i unge drenges brug af porno og pornoagtige repræsentationer i massemedierne, belyser jeg de strategier, som unge drenge anlægger i mødet med de mandlige figurer i pornoen og de pornoagtige repræsentationer (Sørensen 2006). Undersøgelsen, der bygger på kvalitative interviews med drenge på 15 og 16 år, viser, at dette møde ingenlunde glider ubesværet ind i drengenes køns-, krops- og seksualitetskonstruktion. Tværtimod skaber den en forstyrrelse, som de bruger betydelige ressourcer på at bearbejde. Det gælder især mødet med de mandlige figurer i de pornoagtige repræsentationer. Ifølge de unge drenge spiller de mandlige figurer i den egentlige porno blot en birolle, hvis primære funktion er at skabe opmærksomhed om de kvindelige figurer – pornoens absolutte omdrejningspunkter. Dertil kommer, at drengene oplever, at de selv har kontrol over brugen af den egentlige porno. Den er noget de selv opsøger – ikke noget der opsøger dem.
Det pornoagtige i det daglige
Sådan er det ikke med de pornoagtige repræsentationer, der tilsyneladende er gledet ind i alle hjørner af massemedierne: hvad enten de vil det eller ej, støder drengene på det pornoagtige under deres daglige færd gennem massemedierne – på reklameposters på gaden, i musikvideoer på tv, på ungdomssites på internettet etc. Her anvendes således tegn og symboler, der på forskellig vis citerer pornoen – uden dog at være porno (Sørensen 2002, Månsson et al 2004). Der er ingen blottede kønsdele, ej heller nogen seksualakt. Men der er masser af hentydninger til kønsdele såvel som seksualakt. Ligesom der er masser af bar hud på kroppe, der minder om kroppene i pornoen.
Selvom den bare hud, ligesom i pornoen, overvejende tilhører kvindelige figurer, optræder stadig flere mandlige figurer i reklamerne, musikvideoerne og på ungdomssitesene. Og, ikke som i pornoen, blot for at understøtte opmærksomheden på kvinderne. De mandlige figurer får en stadig mere fremtrædende position i reklamerne, musikvideoerne og på ungdomssitesene (Edwards 1997, Mort 1998, Gill et al 2003). Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse for drengene, når de støder ind i halvnøgne mænd under deres mediebrug. Alligevel kan det indimellem være lidt af en mundfuld at sluge. Ikke bare fordi de i almindelighed oplever det som problematisk at støde på det pornoagtige, når de ikke selv har opsøgt det. Og det dermed sker i sammenhænge, hvor forældre, søskende mv. ligeledes kan være til stede. Også fordi konfrontationen med de mandlige figurer rokker ved noget afgørende i drengenes køns-, krops- og seksualitetskonstruktion: nemlig deres heteroseksualitet.
Mødes via heteroseksualiteten
I store dele af den moderne epoke har den mandekrop, der er blevet afbildet for at vække beskuerens seksuelle eller æstetisk sans, været henvist til den kulturelle periferi. Afbildningen af den seksuelt eller æstetisk appellerende menneskekrop har i vid udstrækning været en afbildning af kvindekroppen. Mænd derimod – de har kigget på denne afbildning. Arbejdsdelingen mellem kønnene har således været klar: kvinden har været det beskuede køn, og manden har været det beskuende. Og denne arbejdsdeling har været forbundet til en lang række andre kulturelle delinger mellem kønnene, som tilsammen har sikret mænds maskulinitet og kvinders femininitet. Som for eksempel delingen mellem følsomme kvinder og rationelle mænd, forbrugende kvinder og producerende mænd. Rækken af kulturelle delinger mellem kønnene synes uendelig (Hekman 1990, Harding 1991, Björk 1999).
I det omfang mænd og kvinder har forbrudt sig mod disse kulturelle delinger – og byttet rundt på feminint og maskulint – har de ikke blot skabt lidt kønslig forvirring. Næh – så har de antastet selve den moderne epokes heteroseksuelle norm. En udvanding af de kulturelle delinger mellem kønnene har været lig en destabilisering af heteroseksualiteten. Heteroseksualiteten har altså haft som en bærende præmis, at den – og kun den – byggede bro mellem kønnene. For at kunne få status som heteroseksuelle måtte mænd og kvinder således stå på hver sin bred – en maskulin og en feminin – og kun mødes via heteroseksualiteten. De kvinder og mænd, der på anden vis bevægede sig over på det modsatte køns bred, blev udelukket fra heteroseksualiteten. Og skubbet ud i homoseksualiteten – den heteroseksuelle norms antitese (Butler 1993, Connell 1995).
Kompliceret balancearbejde
Når de unge drenge i min undersøgelse foretager nogle gevaldige krumspring i mødet med massemediernes pornoagtige afbildninger af mandekroppen, er det ikke mindst et forsøg på at undgå en feminisering og, med den, en homoseksualisering. Nok er det senmoderne samfund præget af en højere grad af fleksibilitet end det moderne: kvinder og mænd har stadig flere muligheder for at bevæge sig mellem det maskuline og feminine. En stadig større udvanding af de kulturelle delinger mellem kønnene er altså mulig – uden at det fører til et tab af heteroseksualitet.
Det er dog stadig sådan, at mænd overvejende forventes at være maskuline, og kvinder overvejende forventes at være feminine. De senmoderne mænd og kvinder er derfor kastet ud i et kompliceret balancearbejde, hvor bevægelserne mel-lem det maskuline og det feminine nøje må doseres, så mænd ikke bliver for feminine og kvinder for maskuline. Og dette balancearbejde handler stadig om at undgå tabet af heteroseksualitet, der altså fortsat er betinget af mænds kobling til maskulinitet og kvinders kobling til femininitet – om end disse koblinger ikke længere betragtes som absolutte (Firat 1994, Søndergaard 1996, Sørensen 2005).
 |
| Foto: Lars G. Säfström/Mira/Samfoto |
Selvom de unge drenge er beskuere, når de støder på hel- eller halvnøgne mandekroppe i massemedierne, og dermed umiddelbart positioneres som maskuline og heteroseksuelle i mødet med afbildningerne, så modarbejder genstanden for deres beskuen – mandekroppen – denne maskulinitet og heteroseksualitet. Positioneringen som maskuline og heteroseksuelle forudsætter nemlig ikke blot, at de unge drenge er dem, der kigger. Dem, de kigger på, skal endvidere være kvinder. Er de ikke det, risikerer beskuerpositionens maskulinitet og heteroseksualitet at blive vendt til femininitet og homoseksualitet. Og denne risiko forsøger de unge drenge at omgås ved forskellige slags krumspring.
”Er jo ikke til mænd”
Et krumspring består i at afvise en delagtighed i konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet. Gennem dette krumspring afviser drengene muligheden for, at de kigger på mandekroppe. ”Det er ikke noget, jeg sådan har vildt meget lyst til at kigge på”, siger de. Eller mere humoristisk: ”Det var nok ikke et billede, som jeg ville have på min baggrundsskærm”. Og når det er tilfældet, er forklaringen, at ”jeg jo ikke er til mænd”, som en af drengene siger. Hvilket tilsyneladende gør det svært for dem overhovedet at forholde sig til afbildninger af mandekroppe: ”Nu har jeg svært ved at bedømme mænd, fordi jeg ikke er til mænd”, siger en anden dreng. En tredje dreng mener imidlertid, at billedet ville være ”interessant for en pige”.
Hypotetisk køn som filter
De har derfor udviklet et andet krumspring, der ikke indebærer en fuldstændig afvisning af deres delagtighed i konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet – samt en dertil knyttet negligering af deres evne til at forholde sig til de afbildede mandekroppe. Det andet krumspring har snarere karakter af en bearbejdning af denne konstellation, der gør en sådan forholden sig mulig. Det sker ved brugen af hypotetiske køn. Brugen af hypotetiske køn indebærer, at drengene bearbejder konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet ved enten at indsætte en hypotetisk kvindekrop i den fremstillede mandekrops sted eller ved at erstatte sig selv med en hypotetisk kvindelig beskuer. Konfrontationen med afbildningen af en mandekrop afføder på den ene side følgende reaktion: ”Hvis det havde været en pige, der stod der, kunne det godt have været forførende på mig”. Eller: ”Nej tak, ville jeg sige, hvis det havde været en pige”. Dvs. at den afbildede mandekrop erstattes af en hypotetisk kvindekrop. På den anden side kan konfrontationen også afføde reaktionen: ”Det er ikke sådan et billede, man bliver tændt af som pige”. Eller: ”Det er jo ikke det første, pigerne tænker på, når de ser en overkrop”. Dvs., at der indsættes en hypotetisk kvindelig beskuer i deres egen beskuerposition.
Ved på den måde at skifte kønnet på enten den beskuende (dem selv) eller den beskuede (den afbildede) undgår de unge drenge en direkte delagtighed i den feminiserende og homoseksualiserende konstellation mandlig beskuer/mandlig beskuet. Ikke ved at afvise den – men ved at indsætte hypotetiske køn som en slags filter, der forvrænger enten deres eget eller den afbildedes køn, så det bliver muligt for dem at forholde sig til den afbildede mandekrop. Og det gør de så. Når det hypotetiske køn først er indsat som filter i konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet, går det hele således ganske glat. Så viser de unge drenge store evner udi analysen af de afbildede mandekroppe. Ja – analysen af disse kroppe går næsten lige så glat som analysen af afbildede kvindekroppe, der dog ikke forudsætter tilsvarende indledende krumspring. Drengene vurderer således, om kroppene er pæne/grimme; interessante/kedelige; tiltrækkende/frastødende; pornoagtige/upornoagtige etc. Ganske som de analyserer kvindekroppene – om end med et kønsforvrængende filter (Sørensen 2006: 51-55).
Positionerer sig feminint
Brugen af dette kønsforvrængende filter indicerer på den ene side, at konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet fortsat er problematisk pga. dens feminiserende og homoseksualiserende konsekvenser. På den anden side viser det, at det i nogen grad er muligt at omgås disse konsekvenser. Det interessante er ikke mindst, at denne omgåen i mindre grad synes at være orienteret mod en suspension af feminiseringen end af homoseksualiseringen. Drengene skifter jo blandt andet sig selv ud med en kvindelig beskuer, sætter sig i hendes sted, anlægger hendes optik etc. Og udviser dermed en evne til at glide ud af deres eget kønsperspektiv og ind i et feminint kønsperspektiv. De ser m.a.o. ud til at positionere sig feminint i deres bestræbelser på at undgå en homoseksuel positionering. Drengene adskiller det feminine og det homoseksuelle – og vælger altså det feminine frem for det homoseksuelle.
Drengene kan tilsyneladende ikke bryde både den feminisering og homoseksualisering, som ligger i konstellationen mandlig beskuer/mandlig beskuet. Men de kan bryde homoseksualiseringen ved at påtage sig feminiseringen. Og det gør de så, når de konfronteres med pornoagtige afbildninger af pornoagtige mandekroppe i reklameposters på gaden, i musikvideoer på tv, på ungdomsites på internettet. Selvom disse møder ofte kun varer få sekunder, så bliver møderne flere og flere, jo mere det pornoagtige spredes gennem massemedierne. Paradoksalt nok påtager drengene sig feminiseringen for at opretholde den heteroseksuelle kønsnorm, hvis fundament har været svælget mellem maskuline mænd og feminine kvinder. Spørgsmålet er naturligvis, om drengenes adfærd er et vidnesbyrd om den heteroseksuelle kønsnorms sidste skrøbelige krampetrækninger – eller dens uendelig evne til at mutere og tilpasse sig nye samfundsmæssige udfordringer.
Spredningen af porno og pornoagtige repræsentationer i massemedierne er en sådan udfordring. Nok afbilder den egentlige porno såvel som de pornoagtige reklamer, musikvideoer og ungdomssites overvejende kvindekroppe. I den forstand befæster spredningen af pornoen og de pornoagtige repræsentationer blot den heteroseksuelle kønsnorms konstellation mandlig beskuer/kvindelig beskuet. Men selvom kvindekroppen fortsat er synligst, får mandekroppen stadig mere plads i de pornoagtige repræsentationer. Og mænd må i stadig stigende grad se sig positioneret som både beskuere og beskuede. Ligesom kvinder i øvrigt. For samtidig med, at mandekroppen i stigende grad bliver æstetisk og seksuelt blikfang, udvides også kvinders positioneringsfelt. Kvinder er for alvor blevet beskuere – og de kigger ikke mindst på mænd (Bordo 2000, Sørensen 2005).
De unge drenge i min undersøgelse vokser op i et senmoderne samfund, hvor mænd er noget, man kigger på. Nok foretager de nogle gevaldige krumspring, når de selv skal kigge på mænd. Mænd som æstetisk og seksuelt blikfang virker stadig forstyrrende. Ikke desto mindre peger undersøgelsen på, at de unge drenge i nogen grad også tænker på sig selv som sådan. Drengene er ikke bare bevidste om, hvordan andre oplever deres æstetiske og seksuelle fremtræden. De måler og vejer ligeledes sig selv med udgangspunkt i denne (Sørensen 2006: 55-61). Spredningen af halv- og helnøgne mandekroppe i massemedierne sætter altså ikke bare drengene i en ny position som beskuere – men også i en ny position som beskuede. Min undersøgelse viser, at de heller ikke indtager denne position uden at foretage nogle gevaldige krumspring. Den heteroseksuelle kønsnorm og dens kulturelle delinger mellem kønnene har stadig et greb om de unge drenge. Spørgsmålet er, om grebet er ved at løsnes.
Kilder
Björk, Nina (1999): Sireners sang. Tankar kring modernitet och kön. Stockholm: Wahlström & WidstrandBordo, Susan (2000): Mandekroppen. København: Tiderne skifter
Butler, Judith (1993): Bodies that Matter. On the Discursive Limits of “Sex”. New York: Routledge
Connell, R.W. (1995): Masculinities. Cambridge: Polity Press
Edwards, Tim (1997): Men in the Mirror. Men’s Fashions, Masculinity and Consumer Society. London: Cassel
Firat, A. Furat (1994): “Gender and Consumption: Transcending the Feminine?”, i Janeen Arnold Costa (red.), Gender Issues and Consumer Behaviour, Californien: Sage Publications Inc.
Gill, Rosalind, Karen Henwood og Carl McLean (2003): ”A Genealogical Approach to idealized Male Body Imagery”, i Judith Still (red.), Men’s Bodies, specialudgave af Paragraph 26, nr. 1 og 2 (marts-juli 2003), Edinburgh: Edinburgh University Press Harding, Susan (1991): Whose Science? Whose Knowledge? Thinking from Women’s Lives, Buckingham: Open University Press
Hekman, Susan J. (1990): Gender and Knowledge. Elements of a Postmodern Feminism, Boston: Northeastern University Press
Mort, Frank (1996): Cultures of Consumption. Masculinities and Social Space in Late Twentieth-Century Britain. London: Routledge
Månsson Sven-Axel og Peder Söderlind (2004): Sexindustrin på nätet. Aktörer, innehåll, relationer och ekonomiska flöden. Stockholm: Égalité
Søndergaard, Dorte Marie (1996): Tegnet på kroppen. Køn: Koder og konstruktion blandt unge voksne i Akademia. København: Museum Tusculanums Forlag
Sørensen, Anette Dina (2002): ”Pornografi ad bagdøren” i Ungdomsforskning nr. 2. Roskilde: Center for Ungdomsforskning, Roskilde Universitetscenter
Sørensen, Niels Ulrik (2005): Meget mere end metroseksuel. Krop, køn og identitet blandt unge mænd i den senmoderne massekultur. Roskilde: Forskerskolen i livslang læring, Roskilde Universitetscenter Sørensen,
Niels Ulrik (2006): Konstruktion af køn, kroppe og seksualiteter i unge drenges brug af pornografi og mainstreamet pornografi, København: Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet
Første gang publisert i NIKK magasin 2 2006 © NIKK
