Af Anette Dina Sørensen, freelancejournalist
I de nordiske lande defineres prostitution som et socialt problem, der først og fremmest skal tackles via sociale tiltag, skriver projektlederne May-Len Skilbrei og Charlotte Holmström i afslutningsrapporten til projektet Prostitution i Norden. Hvordan man udformer og håndterer tiltagene varierer imidlertid fra land til land, ikke mindst på grund af forskelle i prostitutionslovgivningen.
I Danmark og Norge, hvor rufferi er forbudt, men hvor køb og salg af seksuelle ydelser ikke er strafbart, kendetegnes de sociale indsatser hovedsagelig af skadereducerende tiltag. I Sverige, hvor køb af seksuelle ydelser har været forbudt siden 1999, er de sociale tiltag fortrinsvis møntet på at bekæmpe prostitution og få kvinder og mænd ud af erhvervet.
I Norge varetages de sociale tiltag parallelt af både offentlige og private instanser. De fleste arbejder primært med gadeprostitution, men i de senere år er der også etableret kontakt med prostituerede, der arbejder inden døre. Det norske Pro Senter lægger vægt på skadereduktion og rettighedsperspektiv. Der satses på korte møder med uddeling af kondomer og glidecreme, og formidling af relevant information. Den private organisation, Kirkens Bymission, satser på længere samtaler og hjemmebesøg. Selvom de også arbejder med et skadereducerende perspektiv, lægger de størst vægt på at hjælpe kvinder ud af prostitution.
- De to instanser formulerer sig nok ens i deres formelle formålsbeskrivelser. For eksempel er de begge meget forsigtige med at virke paternalistisk. Men ideologisk er der forskel, fortæller May-Len Skilbrei.
- For Kirkens Bymission er prostitutionserhvervet grundlæggende uværdigt, noget man skal hjælpes ud af. Hvor imod Pro Sentret forholder sig loyalt til de prostitueredes valg uden forsøg på at presse forandringer igennem.
Kigger man på Sverige er de sociale tiltag langt overvejende organiseret via de såkaldte ’prostitutionsenheder’, der findes i kommunalt regi i henholdsvis Stockholm, Göteborg og Malmö. Der er tale om opsøgende arbejde på gadeplan. Men også tilbud om individuelle, terapeutiske og længerevarende behandlingsforløb kombineret med internetbaseret rådgivning og sociale støttefunktioner. Desuden ligger vidensformidling indenfor prostitutionsenhedernes arbejdsfelt, ligesom de samarbejder med politiet, som fokuserer på kunderne, mens prostitutionsenhedernes medarbejdere varetager den sociale indsats i forhold til kvinderne.
Transnational prostitution
Set i et historisk perspektiv har de sociale tiltag i Norden fortrinsvis fokuseret på national prostitution, men de sidste ti års markante forandring af det globale prostitutionsmarked med vækst i transnational prostitution til følge, har udfordret deres rækkevidde, og fået de nordiske lande til at sadle om.
Samtlige lande i Norden har underskrevet FNs Palermoprotokol og indført forbud mod menneskehandel. De nye lovgivningskomplekser omkring migration og menneskehandel til seksuel udnyttelse har affødt en række nye regeringsinitierede handlingsplaner, der igen er blevet fulgt op af nye sociale tiltag. Er der i dén proces sadlet for meget om? May-Len Skilbrei ser nogle konsekvenser.
- De norske prostituerede er under pres fra de udenlandske prostituerede i landet. Blandt andet er de nødt til at være mere mobile for at skaffe kunder. Samtidig er de de senere år blevet mindre synlige i forhold til sociale indsatser, der i høj grad har fokus rettet mod den synlige gadeprostitution og udenlandske prostituerede, påpeger hun.
- Og så er de norske prostituerede nok ikke den mest højtråbende gruppe, hvad angår krav om hjælp og støtte. De oplever, at de bliver glemt, fortæller hun.
Mandlige prostituerede
De nordiske landes næsten eksklusive fokus på voksne kvinder, herunder kvinder i transnational prostitution, har også konsekvenser for andre grupper af prostituerede. I randområdet af de sociale tiltag befinder sig således de mandlige prostituerede, som May-Len Skilbrei kalder ’the blind spot’.
Da de sjældent annoncerer, er de svære at opspore. De tilbud, der retter sig specifikt mod dem, er sparsomme, ligesom den viden der findes om deres særlige behov for rådgivning og støtte, er det.
 |
| Foto: Creasource/Corbis |
I Finland varetages de sociale tiltag af den Helsingforsbaserede frivillighedsorganisation Pro-Tukipiste. Organisationen huser blandt andet et specialprogram for mænd i prostitution, der er møntet på skadereduktion. I Danmark kan mænd i prostitution benytte sig af Kompetencecenter for prostitutions internetbrevkasse, den anonyme telefonrådgivning og tilbud om psykologisk samtale på linje med de kvindelige prostituerede. I Sverige dækker prostitutionsenhedernes tilbud også mænd i prostitution, men med undtagelse af Finland er de eksisterende tilbud grundlæggende udformet med kvinder for øje.
Noget tyder endda på, at de mandlige prostituerede er blevet ringere stillet på grund af væksten i den transnationale prostitution. Det norske Pro Senter var i 2007 nødsaget til at omlægge driften og nedprioritere det arbejde, der rettede sig mod mænd i prostitution som følge af stigningen af udenlandske prostituerede i Norge.
Ifølge Inger Björne-Fagerli, der har skrevet masteropgave om mandlig prostitution ved Universitet i Oslo er der imidlertid ikke grund til at tro, at antallet af mandlige prostituerede er lille. Selvom mørketallet er stort, tyder forskellige studier lavet blandt helt unge i Island, Norge og Sverige på, at antallet af drenge, der har erfaringer med at sælge sex er større end antallet af piger, skriver Björne-Fagerli i artiklen Borten for skylappene, publiceret i det norske tidsskrift Fett i foråret.
”For nogle mænd er prostitutionsperioden blot en erfaring, hverken mere eller mindre. For andre bliver den derimod et helvede af fornedrelse og angst”, fortæller hun.
For at kunne målrette indsatsen i forhold til en gruppe, som seniorkonsulent Nell Rasmussen fra Udsatteenheden i København betegner som ’sammensat’ i rapporten Prostitution i Danmark, er en større viden afgørende, konstaterer Björne-Fagerli.
Alligevel efterlyser hun nogen, der allerede nu vil påtage sig en mere offensiv indsats. Hvis ikke det i norsk sammenhæng kan prioriteres indenfor Pro Sentrets virksomhed ”så findes der måske en anden organisation, som kan være egnet til at tage dette tema op og hjælpe de mænd, som har brug for det?”.
Prostituerede migrantkvinder
Ifølge den danske prostitutionsforsker Marlene Spanger er der situationer, hvor de sociale tilbud til prostituerede kan være et valg mellem pest og kolera, og hvor de så at sige løber spidsrod mellem den danske trafficking- og integrationslovgivning.
Det gælder blandt andet gruppen af prostituerede migrantkvinder, hvis danske ægteskab opløses før den syv-årige ’prøveperiode’, fastsat i lov om familiesammenføring, er udløbet.
- Så længe kvinderne er gift, har de opholds- og arbejdstilladelse. Men lader de sig skille før ægteskabet har varet syv år, ophører deres lovlige ophold i landet. Eftersom hovedparten af de prostituerede migrantkvinder ønsker sig lovlig opholds- og arbejdstilladelse, så vil de være tilbøjelige til hurtigt at indgå et nyt ægteskab med en dansk mand. Alternativet, de husnings- og hjemsendelsestilbud myndighederne kan give via traffickinglovgivningen er nemlig ikke attraktivt, fortæller Marlene Spanger, fordi kvinderne automatisk sendes tilbage til hjemlandet efter 100 dages såkaldt betænkningstid. Løser de problemet ved at finde en ny, dansk ægtemand, starter de forfra på den syv-årige prøveperiode, da den tid deres forrige ægteskab har varet ikke kan fraregnes.
- Jeg spørger tit mig selv i hvor høj grad de ansvarlige myndigheder og hjælpeorganisationer faktisk er opmærksomme på lovens konsekvenser for denne gruppe prostituerede, siger Marlene Spanger.
Kriminalisering af kunder i Norge
Mens man i Danmark jævnligt diskuterer at følge det svenske eksempel og gøre køb af seksuelle ydelser strafbart, står Norge overfor at tage skridtet fuldt ud i efteråret 2008. I May-Len Skilbreis øjne er succesen af en eventuel kriminalisering imidlertid afhængig af, at man ikke lovgiver med den ene hånd, og fjerner de sociale tiltag med den anden.
 |
| Forsker May-Len Skilbrei |
- Meget af det der allerede gøres har en positiv effekt, mener hun.
- Antallet af prostituerede stiger ikke, så noget virker altså. Derfor er det afgørende, at det juridiske ikke kommer til at overtrumfe de sociale tiltag, og at den norske stat følger lovgivningen op med sociale handlingsplaner, så man fastholder den kontinuerlige opmærksomhed på området, man har haft de sidste 15 år.
Samtidig frygter hun, at kriminaliseringen kan medføre en klimaforandring i forholdet mellem borgere og myndigheder. De sociale tiltag er samfundets vigtigste mødested med kvinder og mænd, der sælger sex, ikke politi og retsapparat.
- Der er en god balance lige nu, som en stærk håndhævelse af loven fra myndighedernes side måske kan forrykke.
Det kan få konsekvenser for de prostituerede som sårbar gruppe, men også for den kritiske holdning til prostitution, der langsomt men mærkbart er opstået bredt i det norske samfund de senere år, understreger May-Len Skilbrei.
Første gang publiceret i NIKK magasin 2 2008 © NIKK
