Af Minna Seikkula
Kitke! (Udryd!), udsprang for nylig af den finske liga for menneskerettigheder Finnish League for Human Rights. Det treårige projekt stiler mod at forebygge æresrelaterede konflikter på en måde, som Rebwar Karimi beskriver som ny inden for området, i det mindste i Finland. Projektet inddrager nemlig ikke bare enkeltpersoner, men mere overordnet de minoritetsgrupper, som er berørt af æresrelaterede traditioner, og ansporer dem til at deltage aktivt i bekæmpelsen af de afledte konflikter.
Ifølge Karimi er æresrelaterede konflikter og vold reelle og alvorlige problemer i såvel Finland som i de øvrige nordiske lande. Imidlertid er han kritisk over de måder, som fænomenet er blevet opfattet og håndteret på:
– Hvorfor taler vi ofte om vold og konflikter i stedet for at tale om, hvordan vi forhindrer disse fænomener i at opstå? Vi mangler at høre succeshistorierne.
– Hvis vi udelukkende koncentrerer os om at hjælpe de individuelle ofre, når vi aldrig til det forebyggende arbejde, og der vil altid være nye ofre, fortsætter han. Selvom han ser det som ekstremt vigtigt at hjælpe ofrene, længes han også efter tiltag med en mere langsigtet effekt. Ifølge Karimi gør det nuværende fokus på at ”slukke ildebrande” os blinde for de strukturer, der giver anledning til konflikterne.
– Det er de strukturer, der muliggør ærestraditionerne, der skal forandres, fastholder han.
Skønt æresrelaterede konflikter ofte etableres med henblik på kontrol over piger og kvinders seksualitet, ligger drenge og mænd på mange måder også under for fænomenet. Karimi hævder, at en bror, der kontrollerer sin søster, også kan ses som offer for en tradition. Og mænd, som ikke følger æres-kodekset, kan også straffes, ligesom kvinder kan kontrollere andre kvinder. I hans øjne er det mest problematiske aspekt – og det, der er sværest at skride ind over for – at pigerne sommetider begynder at kontrollere sig selv i den tro, at det er nogle andre, der kontrollerer dem. Karimi pointerer, at selvom æresrelaterede konflikter altid er exceptionelle situationer snarere end reglen, bevares æresbegrebet kollektivt, hvilket gør det langt mere omfattende end enkeltstående voldshandlinger. Derfor er det simpelthen ikke tilstrækkeligt at arbejde med enkeltpersoner.
– Hvis vi vil gøre en reel forskel og udføre forebyggende arbejde, må vi begynde at påvirke de holdninger til ære, som eksisterer kollektivt.
Øge bevidstheden
Projekt Kitke! tilstræber netop dette ved at inddrage forskellige organisationer, der er indflydelsesrige i de enkelte minoritetssamfund, i en dialog om skadelige praksisser ved at tilbyde information, konsulentbistand og uddannelse samt arrangere seminarer og diskussioner.
Første skridt er at øge bevidstheden om de fælles mål blandt de forskellige grupper i den kurmanjitalende del af den finske befolkning, som udgør projektets første målgruppe.
– I løbet af den første fase fører vi forskellige kvindeorganisationer sammen, hvad enten de er kommunistiske, muslimske, demokratiske eller noget helt fjerde, siger Karimi og påpeger, at majoriteten ofte overser de enkelte minoritetsgruppers interne mangfoldighed. Forskellige grupper kan have divergerende holdninger, idet de kulturelle minoritetsorganisationer er blevet dannet på baggrund af mange forskellige dagsordener.
Der til trods tror Karimi, at det er muligt at finde ind til den fælles interesse i at slippe af med de omstændigheder, som muliggør æresrelaterede konflikter. Når kvindeorganisationerne er blevet inddraget, vil projektet forsøge at nærme sig ungdomsorganisationerne – organisationer, der er domineret af mænd samt religiøse organer.
Da æresrelaterede konflikter forbindes med kulturelle minoritetssamfund, ønsker Karimi endvidere at fokusere på spørgsmålet om, hvis problemer disse skadelige praksisser rent faktisk er.
– Ja, der er også indvandrere involveret, men det er vigtigere at betragte disse grupper som en blivende del af den finske befolkning. Det er på tide, at vi begynder at opfatte dem som sådan, mener Karimi.
Han understreger betydningen af at bekæmpe opdelingen i ”os og dem”, særligt fordi han ser samfundsudelukkelsen af visse mennesker som en del af problemet.
– Nogle gange handler det om forældre, som skubbes ud i periferien, hvorfor de heller ikke bliver så fortrolige med finsk skik og brug og det finske samfund som sådan, påpeger han. På den anden side bliver strukturerne i det finske samfund også nødt til at forandre sig.
Det forebyggende arbejde, der stiler mod at ændre strukturerne, bør udføres i en positiv ånd og med respekt:
– Den der indstilling, hvor ”vi som de kloge” oplærer ”jer, som ikke er nået lige så langt, kommer ikke til at fungere. Karimi ser dette forebyggende arbejde som et ansvar, der i sidste ende påhviler de enkelte minoritetsgrupper, inden for hvilke man kan støde på æresrelaterede traditioner.
Han minder os desuden om, at de kulturer, der er kendetegnet ved æresrelaterede traditioner, også har mange positive egenskaber, der kan bruges til at imødegå æres-relaterede konflikter, og at dette endog kan komme majoriteten til gode.
– Hvis først disse grupper bliver accepteret som en del af samfundet, har de også en masse at tilbyde.
I samarbejdet med disse grupper er det imidlertid også vigtigt at være opmærksom på magtstrukturerne internt i minoritetssamfundene. De organisationer, der er mest åbne og i tættest forbindelse med majoritetssamfundet, er ikke nødvendigvis dem, der lyttes mest til internt. Karimi ser dette som en tilbagevendende og problematisk brist, der hjemsøger arbejdet med minoriteter:
– Det føles næsten, som om myndighederne er lykkelige for at finde en hvilken som helst indvandrer- eller minoritetsorganisation og gladelig lader den tale på vegne af ”alle indvandrere” uden at spørge til, hvem disse folk faktisk repræsenterer.
Derfor er det vigtigt at anerkende de eventuelle skjulte minoritetssamfund, steder og positioner, der virkelig er i stand til at forstå disse samfunds mangfoldighed og nuanceforskelle. Han ser potentielt løsningen i minoritetssamfundenes egne egenskaber og styrker, skønt disse ofte glemmes.
Diskussionsgrupper for mænd
Æresrelaterede praksisser gavner ingen, fastholder Karimi. For at demonstrere dette er det dog nødvendigt med nye perspektiver på diskussionen. Som Karimi eksemplificerer:
– Man kunne også anskue det sådan, at det er uretfærdigt, at en mands ære afhænger af en anden persons adfærd. For at brede diskussionen om æresrelaterede praksisser ud må vi dog skabe en atmosfære, der er præget af tillid. Karimi ser diskussionsgrupper for mænd som en effektiv metode til at sætte spørgsmålstegn ved de skadelige traditioner.
Han beskriver desuden de udfordringer, der er forbundet med at bekæmpe æresrelaterede konflikter, og pointerer, at ”vi, der udfører arbejdet, må forblive selvkritiske”. Han har ved flere lejligheder bemærket en problematisk tendens blandt de involverede til at ”udlicitere” problemer og fiaskoer.
– Hvis vores metoder ikke fungerer, bliver vi nødt til at vende blikket mod os selv og spørge, hvad der er galt med dem, i stedet for at tørre skylden for vores fiaskoer af på mennesker, som ”ikke ønsker at forandre sig”.
Men Karimi er stadig optimistisk.
– Mennesker kan virkelig godt forandre sig, hvis blot de får muligheden.
Minna Seikkula er projektmedarbejder på NIKK.
Denna artikel har publicerats i NIKK magasin 1.2010 © NIKK
Ingressbild: Colourbox
