Nyhed

5mai2011

Ny tænketank om mænds rolle i ligestillingspolitikken

Alt for meget af den debat, der handler om køn og ligestilling i Danmark, er holdnings- og meningsbaseret. Det siger Marie Valentin Beck, initiativtager til tænketanken Viden om Mænd, som vil bidrage til en mere vidensbaseret samfundsdebat.

av Peter Ussing

Tænketanken VM - Viden om Mænd - er inspireret af det mandepanel som den danske Minister for ligestilling Lykke Friis nedsatte den 7. marts 2011.

Tænketanken siger i kommisoriet for tænketanken at de i udgangspunktet er enige med ministeren; det er vigtigt at tænke mænd ind i ligestillingspolitik og -arbejde. Men som idégrundlag for den nye tænketank ligger ønsket om en bredere og mere praktisk anvendelse af den viden, der foreligger og produceres om køn, maskuliniteter og samfund.

Mange af de samfundsproblemer vi står overfor i dag, træder tydeligt frem når man anlægger et kønsperspektiv, lyder det fra initiativet. Eksempler på disse problemer kan være drenge og uddannelse, mænd og sundhed, fædre og rettigheder samt det kønsopdelte arbejdsmarked. Tilsvarende kan disse problemer løses med initiativer og ændringer, der har et kønsbevidst afsæt.

Et videnbaseret afsæt

Størstedelen af kønsdebatten og -policymakingen har i dag et ikke-vidensbaseret afsæt. Den offentlige debat, såvel som den politiske stillingtagen, er ifølge Tænketanken VM, præget af holdninger og meninger, frem for forskning, viden og data - og dét i en bemærkelsesværdig høj grad sammenlignet med andre ressortområder.

- Alt for meget af den debat, der handler om køn og ligestilling i Danmark, er holdnings- og meningsbaseret. Den debat er interessant nok, men ikke egnet til at løse samfundsproblematikker med, siger initiativtager til tænketanken, sociolog og blogger på Jyllands Posten, Marie Valentin Beck.

Tænketanken VM mener ikke man i Danmark har en tradition for at forstå begrebet 'kønsproblematikker' i en samfundsmæssig kontekst, og slet ikke for at kønsforskning kan bidrage til politisk beslutnings- og stillingtagen. Dette vil tænketanken ændre på. Formand for tænketanken, chefpsykolog, Svend Aage Madsen, finder det positivt og produktivt, at der nu findes et samlet ”organ”, der ser på mange forskellige samfundsområder ud fra et mande- og ligestillingspersketiv.

- Der er jo efterhånden rigtig meget forskningsbaseret viden og en masse praktiske erfaringer i Danmark i forhold til mænd og ligestilling. Bl.a. har Rigshospitalet haft fædreforskning igennem snart 15 år - og erfaringer om mænd og sundhed igennem snart 10 år.

Tænketanken VM består af personer, der har beskæftiget sig teoretisk eller praktisk med mænd og maskulinitet. De 17 medlemmer skal komme med konkrete forslag til initiativer og politiske indsatser, og idéerne og forslagene bliver afleveret til Minister for ligestilling, Lykke Friis, 1. november 2011.

Læs mere om KVINFOs lancering  (4. maj 2011) af Tænketanken VM - Viden om Mænd.