26jun2009

Nye chefer på to informationscentre for køn og ligestilling i Norden

Genussekretariatet i Sverige og det kommende finske informationscenter for ligestilling har ansat nye chefer. Hos begge institutioner har man lagt vægt på solid kompetence indenfor forskning og politik.

av Rikke Randorff Hegnhøj

Sari Pikkala skal lede Finlands nye informationscenter for ligestilling. Hun kommer fra en stilling som forsker ved Offentlig förvaltning på Åbo Akademi og har specialiseret sig i kommunal demokrati og ligestilling. For nylig afsluttede Pikkala sin afhandling med titlen: "Avhoppare och utslagna – Personomsättning i finländska kommunfullmäktige" og arbejder pt. på et projekt om den nye kommunalreforms effekter for ligestilling mellem kvinder og mænd. Pikkalas primære opgaver bliver at lede den nye institution og skabe en national informationsenhed for ligestilling ved at stase på udvikling og uddannelse indenfor området og integrere et ligestillingsperspektiv i fremtrædende informationskilder. Centret skal desuden fungere som et brohoved mellem EU's nye ligestillingsinstitut og Finland. Enheden oprettes pr. den 1. august ved Samhällsvetenskapliga dataarkivet på Tammerfors Universitet. Læs interview med Sari Pikkala i Meddelanden från Åbo Akademi

Kerstin Alnebratt. Foto: Göran Olofsson

I Sverige tiltræder Kerstin Alnebratt som forstander for Nationella sekretariatet för genusforskning den 1. september. Hun kommer fra en stilling om forsker ved Institutionen för kulturvetenskaper på Göteborgs universitet. Alnebratt færdiggør i denne tid sin afhandling om kønsforskningens udvikling i Sverige i et forskningspolitisk perspektiv ved at undersøge forskellige regeringers satsninger på kvinde-, ligestillings-, og kønsforskning fra 1970'erne til i dag. Alnebratt er medlem af Kvinnofolkhögskolans bestyrelse og forkvinde for den nordiske forening for kvinde- og kønsforskning som udgiver det videnskabelige tidsskrift NORA. Hun har indtil for nylig været næstforkvinde i Sveriges Genusforskarförbund. Kerstin Alnebratt har været kommunalråd i Göteborg i perioden 1994 og 2002. Læs nyheden på sekretariatets hjemmeside