Af Ulrikke Moustgaard
Når der bliver produceret viden i Norden om unge med minoritetsbaggrund, er forskningen ofte bundet tæt sammen med det politiske system i de respektive nordiske lande.
– En stor del af forskningen bliver lavet med udgangspunkt i en bestilling fra regeringen, siger Monica Five Aarset, samfundsforsker ved Institutt for samfunnsforskning (ISF) i Norge.
Hun har gennemgået nordisk forskning om unge med indvandrerbaggrund gennem de seneste 10-12 år for det norske Integrerings og mangfoldsdirektoratet (IMDi). IMDi-rapporten, der blev publiceret i 2008, viste, at det ’bekymringsbudskab’, som regeringerne i de nordiske lande kommunikerer ud, når det gælder kontrol, restriktioner, begrænsninger og vold i forhold til unge minoritetskvinder, også præger forskningen på feltet. Især når det gælder pigernes og kvindernes forhold til familien.
– Det bekymrede blik er stærkt dominerende i forskningen om unge med minoritetsbaggrund. Blikket er ikke nødvendigvis et problem
i sig selv. Men det betyder, at andre perspektiver mangler, og at der er områder, der ikke bliver forsket i. Fx unges indbyrdes
relationer eller forældrenes situation, siger Monica Five Aarset.
Den tendens bekymrer flere nordiske forskere. De mener, at feltet er præget af en ensidig vidensproduktion, der svækker kvaliteten
i forskningen.
Fantasiløs forskning
I Norge advarede antropolog Thomas Hylland-Eriksen for nyligt imod de tætte bånd mellem forskning og politik, da norsk presse under overskriften ”Moralpolitiet” satte fokus på social kontrol af unge kvinder i visse muslimske indvandrermiljøer i Oslo, hvilket fik en forsker til at foreslå – og det norske ligestillingsministerium til at love – forskning i fænomenet.
”Pengene sidder løst for dem, som nu vil forske i Moralpolitiet,” lød kommentaren fra Hylland-Eriksen. Han mener, at båndene mellem forskning og politik indsnævrer handlingsrummet for forskerne:
– De modtager en bestilling, og politikerne ønsker resultater. Følgelig findes der en betydelig industri i hele Skandinavien, som studerer indvandreres integration, mens få forsker i deres transnationale forbindelser. Mange studerer tvangsægteskab, mens få fx studerer forståelser af slægtskab blandt pakistanere. Dermed bliver meget af denne forskning også intellektuelt fantasiløs og bidrager i ringe grad til teoriudvikling, siger han.
Netop penge-spørgsmålet er også det, der optager en af Hylland-Eriksens svenske kollegaer. Hun mener, at der er politiske interesser for at fremme bestemte resultater, når det gælder visse emner indenfor minoritetsforskning.
Nogle forskere favoriseres
Da Sverige i begyndelsen af 2000-tallet var vidne til nogle opsigtsvækkende mord på indvandrerpiger, som modsatte sig arrangerede ægteskaber – bl.a. svensk-kurdiske Fadime Sahindal, som blev dræbt af sin far – fik samfundet for alvor interesse for æresrelateret vold og undertrykkelse blandt minoriteter.
Men den viden, der produceres om problematikken i det svenske samfund, er ikke bare ensidig, den er farlig, mener sociolog Diana Mulinari.
– Æresdrab er en af de mest illustrative felter, når det handler om myndighedens bias i ressourcetildelingen, siger hun.
Problemet er, mener Diana Mulinari, at det kun er en bestemt type forskere, der får tildelt forskningsmidler: Dem, der er på linje med myndighedernes opfattelse af begreber som ’vold’ eller ’kultur’. Mens de, der ligesom Mulinari, tilhører en alternativ, magtkritisk og post-kolonialistisk forskningstradition, ikke får penge til at forske for, selvom mange søger.
– Og fordi de her spørgsmål handler om liv og død, er det farligt at lade det i hænderne på akademikere, der allerede ved ”hvordan den slags mennesker er”, siger hun.
Derfor ønsker Mulinari at få fokus på, hvordan politik og forskning hænger sammen.
– Jeg tror ikke på, man kan forlange ”neutralitet” i den måde, ressourcerne bliver fordelt på, men man bør åbne op for en kritisk refleksion af, hvem, der får hvad og hvorfor i forskningen. Og så bør man – mere specifikt – analysere forbindelsen mellem statslige politikker og vidensproduktionen, siger hun.
Et politisk ubekvemt område
Astrid Schlytter har i 14 år beskæftiget sig med æreslateret vold. Hun kan ikke genkende billedet af, at forskningen på området er politisk bestilt. Det første medieomtalte æresdrab i Sverige fandt sted i 1996. Men først i 2002 kom æresproblematikken på den politiske dagsorden. Siden 2003 har det fortrinsvis været institutioner, der indenfor rammerne af det civile samfund har fået statslige midler til projekt- og metodeudvikling på feltet, siger hun.
– Problemet er snarere, at det har været svært at få tildelt forskningsmidler på området. Det er politisk ubekvemt, siger Astrid Schlytter.
Hun har selv ansøgt om forskningsmidler uden held. Først da Sverige i 2006 fik en ny regering, som specifikt nævnte bekæmpelse af æresrelateret vold i sit regeringsgrundlag, fik området politisk prioritet. To år senere fik Astrid Schlytter sin første politisk bestilte forskningsopgave – den kom fra myndighederne i Stockholm, der ville have kortlagt omfanget og karakteren af æresrelateret vold.
Hun fik frie hænder til sin forskning, der bl.a. viste et gab mellem de unges virkelighed og myndighedernes beredskab til at håndtere de unges situation. Et resultat, der blev opfattet som for kritisk af myndighedsrepræsentanter.
Politisk kritik af forskningsresultater kender man også til i Danmark.
Væsentlige emner må gerne dyrkes
Også i Danmark har debatten bølget om bådene mellem forskning og politik, og der har været flere eksempler på, at politikere er blevet vrede over forskningsresultater. Fx truede partiet Dansk Folkeparti for nyligt en forskergruppe med at anmelde dem for videnskabelig uredelighed. Baggrunden var en regeringsbestilt forskningsrapport om brug af burkaer og niqabs blandt muslimske kvinder i Danmark, der konkluderede, at de muslimske beklædningsstykker ikke var særligt udbredt.
Men debatten skyldes også lovændringer, der har placeret politisk bestilt forskning hos universiteterne, som skal konkurrere om opgaven. Fx i forbindelse med rapporter, politikerne bestiller, når der skal laves nye politiske tiltag.
Det har mødt kritik fra landets mest fremtrædende forskere, nemlig Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som mener, at universiteterne dermed medvirker til at blåstemple en bestemt politik.
Noget forskning om ligestilling og minoritetsungdom er netop blevet bestilt af det politiske system i forbindelse med nye politiske tiltag. Men det er ikke nødvendigvis problematisk, siger den danske økonomiprofessor Nina Smith, der sidder i det forskningspolitiske udvalg i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
– Der er ikke noget i vejen med, at politikere ønsker større viden om bestemte emner, der er væsentlige for samfundet – og det må man alt andet lige sige, at æresdrab og tvangsægteskaber er. Der har klart manglet forskning i disse områder.
– Problemet opstår, hvis politikerne vil blande sig i forskningen eller vil presse bestemte resultater frem. Eller hvis der
ikke samtidig er nok midler til den frie forskning, som ikke er bestilt af politikerne, siger Nina Smith.
Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og skriver om køn og ligestilling.
Første gang publiceret i NIKK magasin 1.2010 © NIKK
