Pornografi og køn i massekulturen

Av Anette Dina Sørensen

Massekulturens henvisninger til det seksuelle som opmærksomhedsskaber og målgruppespecifik henvendelsesform er slet ikke så ny som debatten lader anty­de. I Danmark har seksualiteten været repræsenteret lovligt i det offentlige rum siden liberaliseringen af billedpornogra­fien i 1969 (Thing, 1999). Det er imid­lertid ræsonabelt at tale om, at henvis­ningerne til det seksuelle er mangedob­let de senere år. Men det afgørende nye ved situationen – og den udfordring, der tårner sig op foran os - handler først og fremmeste om noget andet; den handler om pornografiens langt større aftryk i massekulturen. Og det gælder ikke kun i reklamemediet, der er tale om et helt generelt træk i modereporta­ger, i ungdomsmagasiner, i tv-programmer, musikvideoer og ikke mindst i kampagner unge selv stabler på benene. Og tingene hænger sammen; de stereo­type kønsrepræsentationers genopstan­delse er i høj grad forbundet med pornografiens massekulturelle gennem­slag (Sørensen og Cawood, 2002; Sørensen, 2002). 

Mainstreaming af pornografi – ”porn chic” 

Den betegnelse, der bedst dækker por­nografiens nuværende placering i vores kultur er ”mainstreaming”. Den engel­ske medieforsker Brian McNairs har i flere af sine bøger beskæftiget sig med fænomenet, som i medieforskningen kaldes ”porn chic” (McNair 2002 og 1996). Begrebet betegner den kulturelle proces hvor pornografi glider ind i vores hverdagsliv, som et alment accep­teret, ofte idealiseret kulturelt element. Tre samvirkende tendenser sætter pro­cessen i skred. Den første handler om volume og dækker både det forhold, at udbuddet af den regulære pornografi er blevet større og det forhold, at den er blevet lettere tilgængelig. Ønsker man at gøre brug af pornografi er man i dag ikke længere begrænset af tid, sted og udbud. Parallelt med disse forandringer i udbud og tilgængelighed er der tale om en clean-up tendens, der betyder, at den regulære pornografi er i færd med at blive stueren. Det sker gennem massemedier­nes stigende interesse for feltet, og udmønter sig i så forskellige genre som dokumentarprogrammer på tv, alminde­lige magasiners henvisninger til porno­grafiske internet-links, anmeldelser af pornoblade, samt artikler, der handler om pornografi, pornografibrug eller er ’live-reports’ fra strip-clubs eller S/M-kældre (Sørensen, 2003). I Danmark er et sidste skud på stammen i denne clean-up-tendens ex-pornomodellen Katja Keans selvbiografiske beretning om hendes fantastiske liv i den internationale pornobranche (Kean og List 2002). 

Normalisere pornforbruget

Når massemedierne beskæftiger seg med pornografi, opererer de - helt bevidst - i det skismatiske felt mellem `blufærdighed´ og `frigjorthed´. Motivet til at dække emnet formuleres som et public service ønske om at ville informere om og dokumentere tilværelsens skyggesider. Alligevel synes det mest af alt at handle om at udfordre og flytte grænser. Argumentet om, at det skal være acceptabelt at sige og vise ting, der kan opfattes som overskridende, bruges såvel eksplicit som implicit, og man forstår, at læserens/tv-seerens accept af pornografi­en og dens massekulturelle tilstedevæ­relse alene er et spørgsmål om frisind. Har man reservationer overfor emnet er man med andre ord ’ikke frisindet nok’. Det danske ungdomsmagasin ”Tjeck”, der henvender sig til begge køn, finansi­eres af fagbevægelsen og uddeles gratis til alle unge medlemmer, har været med på pornochic-bølgen siden midten af 1990’erne. I februar 2002 bragte maga­sinet artiklen ”Snoop Doggy Dogg – I have fucked one million ho’s”, der er et godt eksempel på ovenstående. Ved før­ste øjekast synes den at ville tematisere de etiske dilemmaer ved pornografi gen­nem historien om en ung mands moral­ske kvaler i forbindelse med køb og brug af en hardcore pornofilm. Men det viser sig hurtigt, at artiklens tematik frem for ’etiske dilemmaer’ snarere er ’fascination af porno’, samt at hensigten med arti­klen er at legitimere og normalisere por­noforbruget. Det sker gennem en eksplicit latterliggørelse af pornokritik­kens hovedargumenter og understreges af detaljerede forbrugeroplysninger om, hvor filmen kan erhverves samt af artiklens brug av billeder og citater fra Snoop Doggy Dogg´s pornofilm (Tjeck Magazine 2002/123: 42-45). 

Fragmenter af pornografien 

Foto: http://press.benettongroup.com

Samtidig med de to ovennævnte tendenser gør en tredje tendens sig gældende i den proces, som kaldes "pornchic" eller mainstreaming af pornografi. Fragmenter af pornografien glider ud i massekulturen. På reklameposters, i musikvideoer i moderreportager, i ungdomsmagasiner benyttes i stigende omfang tegn, stiltræk eller verbale udsagn, der ikke i sig selv er pornografi, men som flittigt citerer fra et pornogra­fisk univers. Det kan være fotomodeller­nes positurer, deres beklædning, bevæ­gelser, de scenarier de er sat ind i, eller de replikker de lægges i munden. Modereportagerne i Sisleys efterårskata­log 2001 var således stærkt seksualisere­de billeder med klare referencer både til dyresex og til klassisk pornografiske scenarier. På et af katalogets opslag refe­reres til det man i pornoterminologien kalder ”cum-shottet”, dvs.pornofilmens handlingsmæssige klimaks, hvor den mandlige pornomodel ejakulerer i mun­den eller i ansigtet på den kvindelige pornomodel. Modekataloget parafrase­rer cum-shottet i billedet af en ung kvinde, der sprøjter mælk fra et koyver ind i munden. Mælken løber ud af hendes mund og ned over hagen, mens hun ser henført og drillende på beskueren, fuldstændig i overensstemmelse med det blik pornomodellen retter mod den imaginære beksuer i en traditionel pornofilm.

Stereotype kønsrepræsentationer

En problematik som relaterer sig til mainstreaming af pornografi i massekul­turen, vedrører den måde kønnene repræsenteres på. En stor del af den regulære pornografi – særlig hvis man taler om almindelig hard-core porno ­benytter en kønsrolle-stereotypi, som glider ud i massekulturen, når massekul­turen trækker på de pornografiske refe­rencer. Det er i særlig grad tilfældet i reklamemediet, men gælder, som beskrevet, også i mere almindelige modereportager. Trækker man linien hårdt op kan man sige, at rollefordeling­en i mainstream-hardcore pornografi er den klassiske: Kvinderne viser sig frem, lokker til ved at agere liderlige for heref­ter at servicere seksuelt. Mændene lader sig indfange og er permanent præsta­tionsdygtige. Selvfølgelig er denne køns­repræsentation ikke gældende for al por­nografi, men pointen er, at det i stigen­de grad er tilfældet, når reklamebilleder og modereportager kopierer fra porno­grafien. Sagen er, at der ikke bare er tale om en retro, hvor man roder i de histo­riske gemmer og genanvender traditio­nelle kønsfremstillinger. Der er tale om, at mere begrænsede og endimensionale kønsfremstilling spreder sig og vinder indpas i massekulturen, som den eneste gyldige beskrivelse af, hvad mandlighed og kvindelighed betyder.

 

Dette forhold kan især undre, hvis man ser på reklamebranchen. Branchen er almindeligvis kendt for at være ’stre­etwise’. At kunne tage bestik af sam­fundsmæssige tendenser og formidle kulturelle forandringstræk ligeså hur­tigt, som de viser sig. Forholdet mellem kønnene er ingen undtagelse. Gennem de sidste 50 år har reklamemediet såle­des fungeret som seismograf for køns­forholdets bevægelighed. Enhver udvi­delse af rollerepertoiret eller forskydning af magtforholdet er lynhurtigt blevet registreret, sat i scene og spredt til for­brugerne.

1990’ernes mangfoldighed

Set i bakspejlet – og i lyset af pornogra­fiens massekulturelle gennemslag - står 1990’erne som det årti, hvor reklamerne for alvor opløste kønnenes traditionelle betydning - helt i tråd med, hvordan det i øvrigt forholdt sig i samfundet, og gan­ske på linie med de postmoderne ideer om kønnets kulturelle konstruktion og potentielle foranderlighed. I reklame­mediet indtog kvinderne den offentlige sfære, bemægtigede sig bilen og brød døren op til mandelogerne. De blev fremstillet som magtfulde, intellektuelle og uafhængige gemytter. Den samme flertydighed ramte de beskrivelser af maskulinitet, som massekulturen diske­de op med. 1990’erne var årtiet, hvor det blev muligt at trække mandlighe­dens betydning fri af breadwinnerrollen og magten og fremstille mænd som både sexede objekter, afhængige, følsomme personager og omsorgsfulde fædre: ”The male swan will watch over offspring while his mate searches for food”, bedy­rede Marc O’Polo i 1997 (Sørensen, 1997).

 

I dag er denne kønsrepræsentatio­nernes mangfoldighed påny fortrængt til massekulturens marginaler, mens vi hastigt bevæger os mod kvindelighedens ultimative seksualisering: mod en reduktion af kvindelighedens betydning til ”sexy”. At ’sex’ er kvindelighedstegnet par exellence blev understreget for nylig af virakken omkring lanceringen af Yves Saint Laurents nye herreduft ”M7”. YSL-reklamen eksponerer en full-frontal nøgen mand med synlig eksponering af penis. En række herremagasiner, blandt andre GQ fandt det så anstøde­ligt, at de nægtede at publicere rekla­men, med mindre billedet blev beskåret. Trods 30 år med såkaldt seksuel frisæt­telse er det fortsat kun muligt at ekspo­nere full-frontal nøgenhed, hvis den fremvises af en kvindelig model. Og modviljen mod at bringe billeder, der seksualiserer en objektgjort mandlighed, kan bevirke, at den øget seksualisering af massekulturen, som porn-chic ten­densen har medført, udelukkende bliver virksom i forhold til repræsentationer af kvinder/kvindelighed, således at betyd­ningen af kvindelighed bliver eksklusivt sammenknyttet med seksualitet.

Ønskes: Alternative fortællinger om køn

Med pornografiens massekulturelle mainstreaming – pornchic-tendensen – får vi et problem på halsen, som måske nok har cirkuleret i vores kultur tidlige­re, men som nu rammer os med fornyet kraft. For når udvalget af de kønsbille­der massekulturen stiller til rådighed bliver stadig mere endimensional i sin skildring af, hvad kvindelighed og mandlighed kan betyde, så begrænses pigers og drenges, unge mænds og kvin­ders identifikationsmuligheder væsent­ligt. Fra medieforskningen ved vi, at der er sammenhæng mellem virkeligheden og de skildringer massekulturen laver af den (Drotner, 1996). Det er ikke kun menneskers forskellige livspraksisser, der påvirker massekulturens billeder og for­tællinger. Påvirkningen går også den anden vej. Menneskers livspraksis tager form af de billeder, massekulturen pro­ducerer. Derfor er billederne ikke bare skærm for virkeligheden. De er også medskabere af den. Så hvis vi mener de skandinaviske ligestillingsidealer alvor­ligt og virkelig vil skabe lige muligheder for mænd og kvinder må der skabes alternative, massekulturelle fortællinger om køn til den opvoksende generation. For hvis ikke der findes fortællinger om såvel kvindelige koncernchefer, profes­sorer og præsidenter, som mandlige sex­objekter og omsorgsfulde fædre, hvor­dan skal den opvoksende generation så komme på den tanke at mulighederne findes? Og hvordan skal de få en reel oplevelse af, at kønnet ikke begrænser?

Kilder

Drotner, Kirsten, (1996): Øjenåbner. Unge, medier og modernitet. Skriftserie fra Center for Ungdomsmedier, Nr. 1, Dansklærerforeningen
Kean og Henrik List (2002): Katja - Stjerne i syndens by, Tiderne Skifter
McNair, Brian (1996): Mediated sex – pornography & postmod­ern culture, Arnold
McNair, Brian (2002): Striptease culture – sex, media and the democratisation of desire, Routledge
Sørensen, Anette Dina (1997): ”Kønsrepræsentationer og erotise­ring – strejftog gennem 40 års reklamebilleder”, i Kvinder, Køn og Forskning 4/97.
Sørensen, Anette Dina og Cawood, Sarah Højgaard (2002): Viden om pornografiens effekter på børn og unge, notat til Ligestillingsministeren
Sørensen, Anette Dina (2003): “Pornchic – køn og pornografi i masse­kulturen” i Perspektiver på ungdom og køn, (red. Bibi Hølge-Hazelton).
Thing, Morten (1999): Pornografiens historie i Danmark, Aschehoug
Tjeck magazine, 2002/123, februar 2002

Første gang publisert i NIKK magasin 1 2003 © NIKK