Af Lisbet Holst
Pornografien har fået en ny kulturel status. Aldrig før har porno i så høj grad sat fingeraftryk på massekulturen. Reklamekampagner, musikvideoer, modereportager og medierne i bred almindelighed, beskæftiger sig i stigende omfang med sex og porno.
Uanset om man kan lide det, så påvirker det os sandsynligvis - ikke mindst de børn og unge, der i dag via Internettet og TV har adgang til porno frivilligt og ufrivilligt. Forskning i køn og seksualitet er derfor vigtigere end nogensinde før, mener den danske kønsforsker, cand.mag. Anette Dina Sørensen som også har været temaredaktør for dette nummeret av NIKK magasin.
Sammen med Susanne V. Knudsen og NIKK er hun designeren bag og projektleder for den første nordiske undersøgelse af 14 til 18-åriges forhold til pornografi. Undersøgelsen, der er finansieret af Nordisk Ministerråd, de deltagende lande og NIKK, og har løbet i perioden 2004–2006.
Den regulære pornografi er i dag blevet langt mere tilgængelig via Internettet; den er gratis, tilgængelig på alle tider af døgnet, og man kan få ”hvad som helst” – hvilket betyder, at børn og unge uden problemer kommer i berøring med et bredt genreudvalg.
Udviklingen har også medført, at massemedierne er begyndt at interessere sig mere for feltet ”pornografi”.
- Vi ser flere dokumentarprogrammer om pornobranchen, og flere anmeldelser af pornoblade. Pornografien er så at sige i gang med at blive stueren. Og endelig smitter pornografiens koder og æstetik af på musikvideoer, på reklamekampagner og på modereportager, siger Anette Dina Sørensen.
Motivet bag undersøgelsen er ikke hverken moralsk snerperi eller løftede pegefingre, men en reel bekymring for, hvad det betyder for en 12-årig at se porno af den mere ekstreme skuffe, understreger forskeren. For, som undersøgelsen ”Unge, køn og pornografi i Norden” viser, ser og bruger også de helt unge 12-14-årige, porno.
Facts på bordet
Hvordan påvirker det helt almindelige unge - også den yngste gruppe, der er under den seksuelle lavalder og endnu ikke er seksuelt modne - at se porno? Hvad gør det ved deres seksualitet, deres syn på egen krop og forholdet til det andet køn? Hvad betyder det for deres seksuelle liv på længere sigt? Og hvad betyder det for forholdet mellem kønnene?
- Det er vigtigt at få så mange facts som muligt på bordet om de unges syn på og forbrug af porno. Det giver også en langt mere kvalificeret vidensbasis for debat om pornografi - i stedet for, at man bare polariseret er ”for” eller ”imod” og råber for døve øre fra hvert sit hjørne, understreger projektlederen.
NIKK har tilrettelagt undersøgelsen på opfordring fra de nordiske ligestillingsministre, der tager den til tider meget heftige nordiske debat om pornoficering alvorlig. Ligestillingsministrene er optaget af at få afdækket, hvordan eksponeringen for porno indvirker på børn og unge.
- Vejen frem er næppe censur, men mere oplysning til unge og forældre, en forbedret opdateret seksualundervisning, der tematiserer feltet pornografi, og så mere forskning selvfølgelig, siger Anette Dina Sørensen.
Pres på pigerne
Hun ser mange tegn på, at det fortsat er pigerne, der skal tilpasse deres attituder til omverdens seksualiserede krav for at blive anerkendt og være eftertragtede som kvinder. Det peger undersøgelsens resultater også på:
Selv om piger også ser porno og bruger det til at undersøge deres egen lyst og få stillet nysgerrigheden, er det samtidig pigerne, der er de mest kritiske. Pigerne synes blandt andet, at porno påvirker de ønsker, som drengene har til samværet i sengen.
Men pigerne har også taget den bløde pornos attituder på sig. Når de f.eks. optræder med billeder af sig selv på nettet i fora, hvor de chatter med jævnaldrende, iscenesætter pigerne sig selv med trutmund, balder i g-strengs-trusser og synlig kavalergang. Sådan skal man se ud for at være en ”tough” 16-årig pige og få de jævnaldrenes applaus. Til gengæld er det ikke sådan, man skal iscenesætte sig selv for at få anerkendelse som 16-årig dreng.
Kønspolitisk brændpunkt
Denne forskel er udtryk for, at der fortsat ligger en kønsskævhed indvævet i seksualitetskulturen, mener Anette Dina Sørensen:
- Det kan jo undre i en tid, hvor man påstår, at vi er så ligestillede seksuelt, at kulturen pålægger pigerne at iscenesætte sig selv på måder, som drenge omvendt ikke pålægges. Hvorfor skal pigerne i den grad være bærer af tidens seksualitet og standere for sexappel? Og hvis seksualitet er det udtryk for? Fænomenet ærgrer mig ikke af moralske grunde, men udelukkende af kønspolitiske. Præcis som med drengene under jeg pigerne at følge deres egen lyst og at udvikle deres egne identitetsmæssige udtryk og seksuelle præferencer.
Forestillingen om seksuel ligestilling er en illusion, mener kønsforskeren. En illusion, der bl.a. hænger sammen med ideen om, at fri abort og p-piller automatisk gør kvinder til herre over egen krop og seksualitet:
- Alligevel vil jeg hævde, at det forsat i dominerende grad er mandlige normer, der definerer, hvad seksualitet er, og hvordan det skal udleves. Derfor er området fortsat et kønspolitisk brændpunkt, selvom det som område betragtet har været kønspolitisk underkendt de sidste mange år. Det rejser nogle problemstillinger, som vi er nødt til at diskutere, hvis ikke vi vil trække gulvtæppet ud under de unges mulighed for at få greb om, hvad de selv har lyst til. Der skal blandt andet skabes rum for pigernes egen seksualitet, som jeg kan være bange for smuldrer i de krav, der stilles til piger om at tage seksualiteten på sig på helt bestemte måder, der ikke nødvendigvis funderer sig på deres egen lyst.
Pornografi-kritiker
Anette Dina Sørensen var med til, som en af de første forskere i Norden, at stille skarpt på problematikken, bl.a. som medarbejder på det daværende Videnscenter for Ligestilling i Danmark, der i 2002 udgav debatpjecen ”Ej blot til lyst – pornografi i et ligestillingsperspektiv”. Også dengang skete det ud fra kønspolitiske overvejelser.
- Men det handlede ligeledes i videre forstand om at appellere til at få etableret et ordentligt vidensgrundlag, så man dels kunne modvirke moralsk panik, dels en laisser faire-holdning på området, fortæller Anette Dina Sørensen.
Siden har hun arbejdet på stadig at sætte fokus på emnet, bl.a. som en engageret debattør i danske og nordiske medier, hvor hun taler for pornografi, men fra en kritisk position.
Det fører, efter hendes mening, ingen vegne at være enten ’for’ eller ’imod’ porno. Det handler om at balancere forskellige friheder i forhold til hinanden. De, der har lyst til at forbruge porno, skal have adgang til den, men på måder så den ikke påtvinges mennesker, der ikke har de fjerneste ønsker i den retning.
Opdateret seksualoplysning
Derfor ser hun også et behov for at nutidens seksualundervisning bliver taget op til revision. Den er ganske enkelt ikke tilstrækkelig i takt med tidens trend.
- I starten af 70’erne tematiserede sek¬sualoplysningen pornografi, og lagde vægt på, at børn og unge skulle lære at skelne mellem virkelighed og fiktion. Det perspektiv forsvandt ud af seksualoplysningslitteraturen næsten samtidig med, at pornografien hamrede igennem som massekulturelt fænomen i slutningen af 1990’erne. Så på det tidspunkt i historien, hvor seksualoplysningen i virkeligheden burde spille en aktiv rolle, svigtede den fuldstændigt, mener Anette Dina Sørensen.
- Selvom der nu er forandringer at spor på dette område, bør vi forsat efterlyse en opdateret seksualoplysning i skolerne, der sætter pornografiens og dens stereotype kønsbilleder på dagsorden. Og som bevidst formidler til de unge, at man er helt normal, selvom man ikke har lyst til sex 24 timer i døgnet, og ikke er permanent, seksuelt præstationsdygtig. Børn og unge har desuden stor visuel kompetence, det bør vi udnytte til at træne dem i at læse massekulturens kønsbilleder med kritiske briller.
Forældre og børn taler ikke om sex
Undersøgelsen viser, at hovedparten af forældre og børn ikke taler med hinanden om porno. De unge udveksler i langt højere grad erfaringer og viden med vennerne.
- Jeg havde nok forventet, at der var sket et skift; at forældre var begyndt at have en dialog med deres børn. Men det gælder kun for en meget lille gruppe. Historisk set har forældre vægret sig mod at tale om seksualitet med deres børn. Det er en af grundene til, at vi i Norden har haft obligatorisk seksualundervisning i skolerne. Fra statslig side erkendte man op gennem 1900-tallet, at det var en opgave forældrene ikke magtede at løfte, hvorfor skolerne måtte tage sig af det. Det hænger selvfølgelig sammen med, at forældre og børn ikke bryder sig om at tale med hinanden om sex, det går for tæt på, så at sige. For børn og unge er det mere uproblematisk at snakke med venner om intime ting.
- Alligevel synes jeg, at forældre skal forholde sig til det her - lige som jeg synes, at forældre bør forholder sig til deres børns seksualitet,- med respekt for børn og unges grænser, selvsagt. Jeg synes også, at forældre bør tjekker, hvad der ligger på nettet, så de kan få et indtryk af, hvad unge ser, siger Anette Dina Sørensen.
Fællesnordiske kampagner
Kønsforskeren peger på, at undersøgelsen skaber belæg for, at oplysningskampagner om sex og køn sagtens kan foregå i fælles nordisk regi i fremtiden.
- Det var meget overraskende for os, at unge i Norden er så ens i forhold til forbrug og holdninger til porno, siger hun.
Det kan dels skyldes, at de nordiske lande har gennemgået stort set den samme liberalisering af seksualitetskulturen gennem de sidste 40 år.
- De unge er med andre ord opdraget og socialiseret inden for den samme nordiske kulturkreds, hvad angår holdninger til seksualitet, og det har sandsynligvis betydning for, hvor ens deres besvarelse falder ud. Men det spiller også ind, at nettet er globalt. De unge i Norden har adgang til det samme indhold på de samme præmisser - noget som bidrager til at gøre lokale forskelle i den enkeltes øvrige miljø mindre eller sågar irrelevante. Desuden er seksualisering og pornoficering af massekulturen stort set sket parallelt i alle de nordiske lande, siger hun.
Demokrati i soveværelset
Pornoficeringen er, efter Anette Dina Sørensens mening, en konsekvens af den seksuelle liberalisering, der for de fleste nordiske lande begyndte i slutningen af 1960erne.
- Vi vil jo ikke undvære den liberalisering. Derfor handler det om at vurdere både det positive og det negative ved pornografiens nye kulturelle status.
Kønsforskeren brænder for sit forskningsfelt, og der er fortsat meget at afdække, mener hun. F.eks. hvordan de unge i Norden, der er mere ressourcesvage, tackler pornoficeringen. Det fortæller den nordiske undersøgelse ikke noget om:
- Når man først for alvor er begyndt at beskæftige sig med ligestillingspolitik, seksualitet og kønsanalyser, så går det i blodet. For mig handler det her om demokrati mere end noget andet. Jeg er optaget af at få demokrati i soveværelset, kan du sige. Seksualitet og magt er tæt relateret. Men spørgsmålet er, hvordan magten distribueres, og hvem, der har adgang til den. Det er nogle af de spørgsmål, jeg mener resultaterne af det nordiske pornografiprojekt blandt andet kan bidrage til en fortsat diskussion af.
Første gang publiceret i NIKK magasin 2 2006 © NIKK
