Af Anne-Mette Klausen
Professor Jan Kampmann har ikke ondt af sine kønsfæller. De har altid haft det som blommen i et æg og siddet på al den magt, de synes, det var værd at have. Men nu, hvor det er blevet interessant også at beskæftige sig med de “bløde værdier” som børn, familie, far- og manderoller, empati og omsorg, “ja, så kommer de pludseligt rendende og siger, at det er kvindernes skyld, at de ikke kan komme til. At kvinderne har sat sig på det pædagogiske område, som de herved har feminiseret, og det er synd for de stakkels drenge."
Jan Kampmann er barndomsforsker ved Roskilde Universitet Center, Danmark, hvor han er ansat på institut for Uddannelselsforskning . Han har i 20 år forsket i børn og barndom i institutionelle sammenhænge primært i vuggestuer og børnehaver, og han er en af bidragyderne til den nye, danske antologi “Mænd og omsorg” redigeret af Katrin Hjort og Steen Baagøe Nielsen. Antologien er blevet vel modtaget som et væsentligt indspark i den danske debat, der verserer i forbindelse med mændenes tilsynekomst i det pædagogiske felt og dermed i børneomsorgsfeltet.
– Debatten er i Danmark præget af tre positioner: I den første ser man primært omsorgsbegrebet som noget kulturbestemt, der via traditionen er indlejret. Kulturhistorisk er det nogle arbejdsdelinger, der gør, at kvinder har defineret, hvad omsorg er. Altså omsorg er ikke noget, der essentielt ligger i generne, men noget der er lært. Den anden er udtryk for den klynkende og forsmåede mand, der ikke får lov til at gøre sig gældende på området, fordi kvinderne her har taget magten. Og den tredje siger, at de “stakkels drenge” holdes som “gidsler” i institutionernes “feminiserede” verden, hvor de er underlagt “kvindelogik” og ikke kan få lov at være “rigtige drenge” blandt alle disse “rigtige kvinder”, fortæller Jan Kampmann, der mener, at især den sidstnævnte og tredje position stikker hovedet mere og mere frem. En tendens, der bekymrer ham.
– Det er en holdning, hvis løsning på problemet er, at det er vigtigt for drengenes naturlige udvikling at have flere mænd ansat i institutionerne, fordi de er mænd. Men hvis der rekrutteres på baggrund af køn, kan der let ske en forenkling af maskulinitetsbegrebet. Man vil gerne have nogle mandlige pædagoger, der er enormt maskuline og “mandede”, sådan nogle Tarzan-like mænd, der klatrer i træer og spiller fodbold. Men vi har jo som mennesker mange strenge at spille på. Det er vigtigt at holde fast i, at der er flere måder at forvalte køn på. Nogle kvinder kan godt lide at lave ting på værkstedet, mens nogle mænd meget hellere vil ligge og snakke med børnene på madrassen. Jeg synes, at det er vældigt bekymrende, at tankegangen, kvindelige pædagoger “feminiserer” drengene, vinder frem.
Primitive Tarzan
– Selvfølgelig kalder man det noget andet end, “nu skal vi ud at lege Tarzan og være enormt primitive”. Det hedder f.eks. ord som kropsbevidsthed og motorisk udvikling, men det er i virkeligheden udtryk for regression; resultatet bliver nogle enormt rigide kønsstereotyper og nogle stærkt begrænsede forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, når det gælder om at være en pige eller en dreng - kvinde eller mand. Når man leder efter en bestemt maskulinitet bliver modpolen også mere polær – så skal vi have fat i den rigtige, runde, milde, varme og trygge kvinde. Nu har vi op gennem 1970’erne og 1980’erne til dels fået gjort op med de forstenede kønsstereotyper og gjort plads til en mangfoldighed af identiteter. Lad os ikke smide alt dette over bord. Lad os dog i stedet udnytte den mulighed, der ligger i at ansætte forskellige typer af både mænd og kvinder i institutionerne. Det er vigtigt at kunne omgås forskellige mennesker, og det er vigtigt, at børn ser flere måder at forvalte køn på. Det giver mulighed for nye normer og værdier. Ved at se den mandlige pædagog som én bestemt maskulin type, dyrker man derimod idealforestillingen om, hvordan drenge bør være. Det er nærmest hegemonisk - en særlig drengerolle, der gør alt andet afvigende. Hvis du ikke synes, det er sjovt at spille fodbold eller klatre i træer, er du ikke “rigtig”, og du vil blive betragtet som en minoritet. Der er tale om en modbevægelse tilbage, en genetablering af tradition, og jeg synes godt, man kan sige, at holdningen er udtryk for en legitimering af den kønnede ulighed og samtidig en legitimering af det uciviliserede mandlige ideal, lyder det fra Jan Kampmann.
Omsorg skal læres
Er kønnet efter din mening ligegyldigt, når det gælder rekruttering af pædagoger?
– Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, da forskellige mande- og kvindeidentiteter er vigtige at få repræsenteret i institutionerne. Det er vigtigt for drengene at opleve pædagoger af deres eget køn. Ligeså væsentligt er det for pigerne at opleve, at sådan kan mænd og drenge også være og vice versa med piger og kvindelige pædagoger.
– Jeg mener, at vore identiteter er kulturelt og socialt betingede. Man kan ikke tale om natur i et moderne sam-fund som vores, hvor praksisser er civiliserede processer som er overleveret gennem mange år med udvikling, forandring og overlejringde. Måske er der også noget biologi indblandet; men det er ligegyldigt i et civiliseret samfund, for her er det ikke naturen, der sætter sig igennem. Men derimod hvad vi har oplevet, tænkt, følt og lært.
– Et lidt provokerende spørgsmål inspireret af antologiens titel, “Mænd og omsorg” – kan mænd være omsorgsfulde?
– Ja, mænd kan godt være omsorgsfulde; men der er stadig en hel masse ting, vi skal lære. Kvinder har jo etableret historisk erfaring med omsorg, både når det gælder børn, ældre, syge osv., og kvinder har derfor defineret, hvad vi forstår ved omsorg. Men det er da mændenes egen skyld - vi har selv udelukket os fra det, fordi der ikke var status i området. Så sker der nogle ting i samfundet, der gør, at det pludseligt er frygteligt moderne at interessere sig for omsorg, empati, familie, børn og maskulinitet, og så kommer mændene lige så pludseligt rendende og siger, at de bliver holdt udenfor, og at det er kvindernes skyld; men man overser, at mændene altid har haft den politiske magtposition til at ændre, hvad denne ville og ikke har fundet omsorgsarbejdet interessant statusmæssigt. Jo, selvfølgelig kan mænd være omsorgsfulde; men det skal faktisk læres, og det vil sikkert tage en generation eller to, før vi er helt med.
Far, mor og børn
Jan Kampmann er uddannet mag. art. i pædagogik og sociologi fra Københavns Universitet i 1981 og parallelt med sine studier arbejdede han i 5-7 år som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Det var her interessen for barndomsforskning blev vakt.
– Det var interessant at have med børnene at gøre. De var skægge og spændende, og så fik jeg lyst til at solidarisere mig med dem som nogle, der blev bestemt over. Man kan sige, at “social harme” var min drivkraft. Dengang i 1970’erne indførte man struktureret pædagogik og det foregik henover hovederne på børnene. Man vidste nok hvad der var bedst for dem, og jeg identificerede mig meget med børnene, mere end med de voksne. Pædagogerne var jo sådan, at “nu må der jo også ske noget fornuftigt”, frem for at børnene også selv fik lov at gøre de ting, de havde lyst til.
Som en af Danmarks første barndomsforskere begyndte Jan Kampmann i midten af 1980’erne at foretage empiriske undersøgelser af bl.a. børnekultur i institutionelle sammenhænge. Ofte er undersøgelserne etnografisk inspirerede feltarbejder med fokus på hverdagslivet i institutionen, hvor Kampmann har kigget børnene over skulderne. Det var disse observationer, der gjorde det klart, at det var umuligt at se bort fra kønsperspektivet i udforskningen af børnene.
– Jeg blev forundret over hvor meget i børns leg, der var kønsbetinget – der var roller i legen, far-, mor- og børnelegen, pigerne mod drengene. Køn fyldte irriterende meget i børns lege, synes jeg, og så det dengang som noget meget opdelt, der bekymrede mig, men jeg er kommet videre. Vi kan dog ikke se bort fra, at køn er en enormt central markør for børn. Kønnet er jo en af de første markeringer, børn kan foretage sig. Tydeligvis er der to kategorier, og så drejer det sig om at finde ud af, hvilken én man hører til, og hvad det vil sige. Derfor rummer legen ofte kønsaspektet – her er kønnet noget, de afprøver og forhandler om. De er meget nuancerede og differentierede i denne afprøvning af køn. Og mine erfaringer siger mig, at køn er ikke noget, vi er; men noget vi gør, og det er vigtigt, at der i denne proces er voksne af begge køn, der repræsenterer mange facetter af mande- og kvindeidentiteter, så børnene kan gå videre med denne undersøgelse. Det vil være fattigt, hvis der kun er det polære -Tarzanmanden og den milde kvinde.
Børnene krydser grænser
Jan Kampmann deler ikke bekymringen for, at pigerne lider under de voldsomme og larmende drenge, der tager al opmærksomhed i klasselokalet.
– Der er noget om snakken; men det er ikke så udtalt mere. Pigerne fylder generelt langt mere i klasserne end hidtil.
Kampmanns forskning peger f.eks. på, at pigerne er bedst til at udvide repertoiret af roller og hurtigere til at bryde grænsen til drengenes legekulturelle rum.
– Pigerne har en større fleksibilitet. De er gode til at rumme hele spektret af roller, og de er ofte legelederen i de lege, hvor begge køn deltager. Som også andre undersøgelser viser, så er det især nogle af pigerne, der er i stand til at foretage en form for afkodning og oversættelse og med succes krydser grænser. Men for begge køn gælder det, at samtidig med at køn er en vigtig forskelsmarkør fra omkring 6 års alderen, er det et spændende område at udforske. Hos både piger og drenge er der en stærkt udviklet sensitivitet og gensidig indlevelse, og de er i stand til at foretage rimeligt sofistikerede refleksioner over det andet køn, over det andet køns oplevelse af én selv, over egen tilnærmelse til det andet køn, over ens eget køns kulturelle koder, der fordrer bestemte typer af adfærd overfor det andet køn, hvis man ikke skal risikere at miste status og position inden for sin kammeratskabsgruppe.
Hold fast!
I sit arbejde med børneforskning har Jan Kampmann ladet sig inspirere af feminismen som teoriform, fordi teorien, som han siger det, fint kan omformuleres til børneforskning.
– Magtperspektivet, undertrykkelsen og usynliggørelsen er centrale begreber, som også gælder for børn. Jeg er ikke kønsforsker; men jeg kan vældig godt identificere mig med denne forskning. Feminismen ser jeg i det hele taget som et væsentligt bidrag i den generelle akademiske tilgang til f.eks. hegemoni og synliggørelse – usynliggørelse.
– Du har også arbejdet i nordisk mandeforskningssammenhæng som dansk repræsentant i Nordisk Ministerråds arbejdsgruppe om Mænd og ligestilling. Er der væsentlige forskelle landene imellem, når det gælder tilgangen til maskulinitetsbegrebet?
– Maskulinitet er som begreb mere udbredt i Norge og Sverige, og der er lavet mere forskning inden for området i disse lande end i resten af Norden. Også feminismen har bedre forhold i Norge og Sverige. Det hænger sikkert sammen med, at man har lovgivet og institutionaliseret på kønsfeltet i begge lande. I Danmark er maskulinitetsforskningen for en stor del mere en reaktion mod feminismen og kvinder -“nu er det altså også for meget med de kvinder, nu må vi mænd gøre noget!”. Den tilgang har ikke været så højlydt i de øvrige nordiske lande. Jeg tror ikke institutionalisering er den bedste løsning; men efterhånden er det måske nødvendigt, og man kan da godt ærgre sig lidt over, at vi ikke i Danmark fik lovgivet lidt på området, mens tid var. For de ting, der bygges op, forsvinder jo hurtigt, når de endnu ikke er blevet kulturelt indlejret. Det er nemt at falde tilbage og specielt i et moderne samfund, hvor alt er splintret og konstant i bevægelse, hvor intet på forhånd er defineret, og usikkerheden råder. Her søger man nu at rekonstruere faste holdepunkter, og et af dem er de klare kønnede mønstre. Jeg kan forstå uroen; men jeg mener, der er tale om en strudsekamp og et stort tilbageslag. Vi skal holde fast i det mangfoldige, kønnede landskab, vi gennem de sidste 30 år har arbejdet for at nå. Det er her muligheder for nye normer og værdier ligger.
Første gang publisert i NIKK magasin 2 2003 © NIKK
