Nordisk familiepolitik – mellem kvoter og frit valg

2011-06-09 For 20 år siden var det stort set kun mor, der tog barselsorlov, når familier i Norden fik en lille ny - i dag er far også kommet på banen. Men der er stor forskel på, hvordan fædre og mødre fordeler orloven, viser ny forskning. Derfor skruer de nordiske politikere stadig på lovgivningen.

Barnevogne triller langsomt forbi træer, bænke og morgenens første hundeluftere. Vi er i bydelen Vesterbro i København, hvor unge småbørnsfamilier er rykket massivt ind de seneste år. Nu triller de deres børn i søvn til dagens første morgenlur. Og en del af dem er fædre.

Sådan så scenariet ikke ud for blot få år siden. Danske fædre er nemlig begyndt at tage mere barsel, viser Beskæftigelsesministeriets seneste årlige analyse (2010) af kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked. I dag bruger den danske far gennemsnitligt 26 dage på barsel. Det er en uge mere end for syv år siden.

– Jeg kan mærke på mine egne medarbejdere, at det er blevet hipt at tale om det at være far på barsel, sagde Frank Jensen, overborgmester i København, til den danske avis Politiken, da tal fra København viste samme tendens blandt kommunens mandlige ansatte.

Det er ikke kun i Danmark, det er blevet ”hipt” at være far på barsel. For nyligt kunne både BBC og Reuters bringe historien om, at to mandlige ministre i den norske regering lige nu holder barselsorlov fra ministerkontoret. Det er ikke usædvanligt, at norske ministre holder barselsorlov – heller ikke de mandlige. Men de to ministre har valgt at holde en meget lang orlov. Barne- og ligestillingsminister Audun Lysbakken tager fire måneder hjemme med sit barn, og justitsminister Knut Storberget holder tre måneders orlov.

– Jeg savner dem. Men det kan ikke passe, at mænd er mere uundværlige for arbejdspladsen – eller regeringen – end kvinder, sagde statsminister Jens Stoltenberg, mens han, de to ministre og deres to babyer stillede op til photo-opportunity på en cafè i Oslo.

Fædrekvoter en succes

Norden er gennem de seneste mange år blevet verdensberømt for sin generøse orlovspolitik. Forældre i andre dele af verden skæver misundeligt til den nordiske model, hvor man som nybagt mor eller far får penge for at gå hjemme i lang tid med den lille ny. Rekorden har danskerne og svenskerne, som har ret til at passe barnet i godt et år med lønkompensation.

Norden er også berømt for at kombinere omsorg med ligestilling. Kvinder kan gøre karriere, selvom de er mødre. Og fædre kan ligesom mødrene bytte arbejde ud med barnepasning med statens økonomiske velsignelse. Men gør de det? Hvem tager orlov, hvor længe og hvorfor? Det ser en ny nordisk forskningsrapport, Föräldraledighet, omsorgspolitik och jämställdhet i Norden, nærmere på.

Forskningsrapporten ”Föräldraledighet, omsorgspolitik och jämställdhet i Norden” kan downloades fra Nordisk Ministerråds hjemmeside.

Rapporten konkluderer, ikke overraskende, at det er stadig er de nordiske mødre, der tager den største del af orloven, når et barn kommer til verden. Men den peger også på, at der er sket tydelige forandringer i orlovsmønstrene de seneste tre årtier. En af dem er, at fædre i hele Norden nu er kommet på banen. Fædre tager mere orlov. I Island tager fædre, der for 20 år siden tegnede sig for nul procent af forældreorloven, i dag en tredjedel af orloven. Det skyldes Islands markante orlovspolitik – en 3+3+3-model, hvor hver forælder har 3 måneders øremærket orlov.

– Det er vældigt tydeligt, at visse initiativer fungerer bedre end andre, hvis ønsket er en mere ligelig fordeling af barselsorloven mellem forældrene. Især fædrekvoter har haft temmelig stor effekt, siger Ann-Zofie Duvander, familieforsker, docent i sociologi ved Stockholms Universitet og en af forfatterne bag rapporten.

Således tager fædre i lande med fædrekvoter generelt en større andel af orloven end fædre i lande, hvor der ikke er øremærkede orlovsperioder for mænd. Men fædrenes brug af orlovsordningerne handler langt fra kun om kvoter. Fars og mors respektive tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau og indkomst spiller også en rolle for, hvordan forældre i Norden fordeler orloven imellem sig.

Den mest ligestillede orlovsfordeling findes hos forældrepar, hvor begge er højtuddannede, og hvor ligelønnen er størst.

– Det mest slående var, at mønstret virker til at være det samme i Norden: Højt uddannede fædre med høj indkomst tager mest orlov, mens de fædre, der tager mindst orlov, er fædre med lav indkomst og fædre, der står uden for arbejdsmarkedet, siger Ann-Zofie Duvander.

Mors situation er vigtig

Mens det er de højtuddannede mænd med god indkomst, der tager mest orlov, er situationen lige omvendt for mødrene i Norden, viser rapporten.

Kvinder med høj uddannelse, høj indkomst og høj placering på arbejdsmarkedet er dem, der – sammenlignet med andre mødre –tager mindst orlov. Hvorimod de mødre, der tager mest, er mødre med lav uddannelse, indkomst og svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men situationen er mudret. Hvis du er mor i Norden med lav indkomst, er det ikke ensbetydende med, at du så går lang tid hjemme hos dit barn, mens far er på arbejde. For din situation kan – ifølge statistikkerne – lige så vel betyde, at der ikke er nogen af jer, der går hjemme i særlig lang tid med barnet

foto_Ann-Zofie_Duvander_fotog_Anita_Haslie

Højt uddannede fædre med høj indkomst tager mest orlov. Fædre med lav indkomst og fædre, der står uden for arbejdsmarkedet, tager mindst orlov, siger Ann-Zofie Duvander. Foto: Anita Haslie.

– Orlovsmønstret for lavtlønnede kvinder deler sig i to hovedstrømninger: Der er dem, der tager hele eller det meste af orloven, fordi uligeløn på arbejdsmarkedet gør det mere profitabelt for kvinden at blive hjemme. Men der er også kvinder, der meget hurtigt kommer tilbage på arbejdsmarkedet, fordi familien ikke har råd til, at én af forældrene går længe hjemme, siger Ann-Zofie Duvander.

Hvor hurtigt mødrene kommer tilbage på arbejdsmarkedet efter en orlov, hænger blandt andet sammen med, om de havde job før, de gik på orlov. For eksempel er de finske mødre, der tager mest orlov, dem, der ikke har fast arbejde inden orloven. Mens kvinder, der allerede var i job før fødslen, kommer hurtigere tilbage.

Så nordiske forældres fordeling af orloven hænger altså også i høj grad sammen med mødrenes situation. Men hvorvidt fædres orlovsbrug er en direkte afspejling af mødres orlovsbrug, er svært at afgøre, mener Ann-Zofie Duvander.

– Datamaterialet i de nordiske lande er vidt forskelligt, nogle lande har simpelthen ikke systematiske opgørelser af mødres brug af orlov. Men vi mangler også viden om mødres orlovsmønstre. Forskningen har kredset mest om fædre og orlov, siger hun.

Eller som der står i rapporten:”Det tages ikke sjældent som en selvfølgelighed, at moderen vil være hjemme.”

Nye reformer i spil

I Sverige tror man, at økonomi spiller en stor rolle for, hvordan mor og far vælger at fordele pasningen af børnene. Derfor indførte regeringen i 2008 en såkaldt jämställdhetsbonus, der blev kaldt en historisk reform, og som skulle få flere svenske fædre til at tage mere orlov.

Ordningen giver forældrepar en økonomisk bonus i form af et ekstra skattefradrag, hvis de deler forældreorloven mere lige – ud over de 60 dage, der er reserveret til hver forælder. Jo mere lighed i forældrenes brug af orloven, desto større økonomisk bonus.

Men ordningen fik ikke svenske fædre til at tage flere orlovsdage. Og i 2010 udgav Arbetarrörelsens Ekonomiska Råd en rapport, der leverede en sønderlemmende kritik af jämställdhetsbonusen, som blev kaldt ”penge ud i søen”.

Men den svenske socialminister Göran Hägglund, der er ansvarlig for ordningen, afviser kritikken.

– Det tager altid lidt tid inden reformer af den her slags slår igennem. Samtidig har regeringen konstateret, at reglerne (for jämställdhetsbonusen, red.) var for komplicerede. Derfor pågår der lige nu et arbejde med at forenkle jämställdhetsbonusen, siger Göran Hägglund.

Også i Finland er politikerne i gang med at skrue på orlovsordningerne for at få mere ligestilling. En komite nedsat af den finske social- og sundhedsminister Liisa Hyssälä ser på mulighederne for at reformere landets forældreorlovssystem. Et af forslagene, der er i spil, er en 6+6+6-model, inspireret af Island. Den har klare fordele for både mænd, kvinder og børn, siger Johanna Lammi-Taskula, seniorforsker ved THL (Institutet för hälsa och välfärd) og modellens arkitekt sammen med Dr. Minna Salmi fra THL.

– En lang fædrekvote vil styrke den ligelige ansvarsfordeling mellem forældrene og forbedre mødres position på arbejdsmarkedet. For hvis forældreskab og børnepasning ikke længere kun forbindes med moderen, kan det dæmme op for diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet, siger hun.

Fædre vil få styrket deres far-barn-relation, hvilket vil virke som beskyttelse af deres forældrerettigheder i tilfælde af samlivsophør med moderen. Og børnene vil være mindst 1 år gamle, inden de sendes i dagtilbud, i modsætning til nu, hvor mange finske børn er 9-10 måneder.

– Hvilket ifølge børnepsykologer er den værst tænkelige timing i forhold til børns seperationsangst, siger Johanna Lammi-Taskula.

Men det store problem er økonomi. Der er pres på de offentlige finanser, og modellen vil ifølge Johanna Lammi-Taskula koste staten 50 % mere end den nuværende orlovsordning.

Fokus skifter

Også i de øvrige nordiske lande bølger diskussionerne om forældreorlovsordninger. Norge har lige forlænget sin fædrekvote. Danmark er gået i modsat retning og afskaffede sin i 2002 for i stedet at forlænge forældreorloven for barnets skyld. Sådan har udviklingen været gennem de seneste tre årtier, hvor familiepolitik er blevet en vigtig del af nordisk velfærdspolitik, siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Men hvor fokus hele tiden skifter.

– I 1970’erne handlede det om at sikre kvindernes position på arbejdsmarkedet, også når de blev mødre. Det fokus ændrede sig til, at man fik skærpet opmærksomhed på mænd: De skulle have tilgang til og tage ansvar for deres børn. I dag er det barnet, der er i centrum, siger Ann-Zofie Duvander.

Samtidig er fleksibilitet det nye kodeord – fleksibilitet i forhold til arbejdslivet.

– I alle nordiske lande synes man, at det er vigtigt, at forældrene har et frit valg. Men samtidig har man i de fleste lande indført fædrekvoter. Det kan virke som en modstridende politik – men den er den vej, udviklingen går, siger hun.

Om Norden fortsat vil være i førersædet på velfærdsområdet, handler derfor om at de nordiske lande også fremover kan mestre balancen mellem ligestilling og omsorg for barnet, lyder det i forskningsrapporten: ”Balancegangen er svær. Også fordi definitionerne på ligestilling og barnets bedste hele tiden ændrer sig – blandt andet ud fra forandringerne i behovene i arbejdslivet.”

Af Ulrikke Moustgaard

Logotyp för Nordic Council of Ministers Logotyp för Nationella sekretariatet för genusforskning Logotyp för Göteborgs universitet